Bornholm og Ertholmene

Øens ærkebisper var af kongemordernes slægt

Anders Sunesen
Anders Sunesen

Ærkebisperne i Lund - Absalon, Anders Sunesen, Jakob Erlandsen og Jens Grand - der mere eller mindre ejede middelalderens Bornholm, er kendt af alle med interesse for danmarkshistorie. Det samme er kongemorderne Marsk Stig Andersen og Rane Jonsen, der som fredløse hærgede landet med sø­røveri og slog egen mønt på øen Hjelm. Men at de alle var i familie med hinanden som medlemmer af den uhørt magtfulde Hvide-slægt, hvis stamfader Skjalm Hvide i 1062 var skibsfører i Svend Estrid­sens flåde, ved nok de færreste. Ej heller hvilken nærmest mafia-agtig betydning familieskabet har haft for tidens historiske hændelser. I fortidens mørke må slægten have været sjællandske jord­drotter. Men unge Hvider var blandt de første danskere, der gennem studier ved universitetet i Paris gjorde sig bedst kvalificerede til de højeste stillinger inden for kirkens embedsapparat, der dengang udgjorde ikke-fyrstefødtes muligheder for at opnå den højeste magt. Og det er karakteristisk for slægten, at de fleste døde endnu rigere, end de blev født.

Hammershus

De seneste undersøgelser har vist, at Hammershus ikke er blevet udbygget løbende, som tidligere ment, men at den oprindelig er anlagt som en stor kæmpeborg med et formål: At vinde sjæle og skat i Østersøen gennem korstog. Og at Hammershus følgelig formentlig er bygget af Valdemar Sejr og Lunds ærkebisp Anders Sunesen til brug for korstogene imod de baltiske lande. På det tidspunkt arbejdede kirken og kongen godt sammen. At bemande det enorme anlæg har hverken været anvendelig for en ærkebisp eller en konge alene. Men den har kunnet samle en kæmpehær på vej til togter i Østersøen.

Valdemar Sejrs skæbnesvangre nederlag ved Bornhöved i 1227 satte imidlertid ikke alene punktum for de danske supermagtsdrømme, men også for det gode samarbejde mellem konge og kirke.

Narrehatten

Sandsynligheden for at der i virkeligheden også har ligget rene familiestridigheder mellem stormandsslægter om magt og mammon bag den kamp mellem konger og ærkebisper, som i høj grad også er Bornholms historie fra 1100 til 1321. Manifesteret i de to stridbare ærkebisper Jakob Erlandsen og Jens Grand - begge Hvider - der benyttede sig af Hammershus uindtagelighed.

Jakob Erlandsen, der blev ærkebisp i Lund i 1254, lagde sig omgående ud med kong Kristoffer, da han foretrak et landskirkemøde fremfor et rigsmøde i Nyborg. Og da han endelig dukkede op skal kongen have brummet: "Sent kommer studedriverne".

Senere svarede ærkebispen igen ved at kalde kongen en "tyveknægt" og fjerne kongens og dronningens særlige stole fra Lund Domkirke. Efterhånden bliver tonen mere og mere ond­skabsfuld. Og da ærkebispen nægter at "forkrone" kongens niårige søn, henter kongens mænd Erlandsen i Lund, lænker hans fødder, ifører ham en narrehue af ræve­haler og fører ham i fængsel på Fyn.

Jarmers Tårn

Mens øens tre herreder hørte under bispesædet i Lund, så var Lilleborg støttepunkt for Rønne herred - øens fjerde - som var i kongens be­siddelse. Og da kong Kristoffer i 1259 fængsler den magtfulde ærkebiskop, bryder helvedet løs.

lilleborg.jpg
Lilleborg
Jarmers Tårn
Resterne af Jarmers Tårn

Bispens bror Andreas samler nemlig på Hammers­hus - sam­men med sin slægtning fyrst Jaromar af Rügen - en hær, som jævner Lilleborg med jorden. Siden fortsætter Jaromar til Sjæl­land og indtager København, som dengang dog endnu ikke var hovedstad. Ruinen Jarmers Tårn ved Nørrevold er opkaldt efter Lilleborgs ødelægger.

Senere blev Jakob Erlandsen forvist fra landet. Og da han fik lov at vende tilbage i 1273, blev han dræbt af en ukendt armbrøst-snigskytte på Rügen, hvor han formentlig har op­holdt sig på familiens arvegods. Over Bornholm sejles hans lig til Lund, hvor han ligger begravet. Det er blevet hævdet, at Erlandsens endeligt kan have forbindelser til kongemordet på Erik Klipping i 1286 i Finderup Lade.

Og i hvert fald udnævnes endnu en Hvide - Jens Grand - til ærkebisp i Lund i 1289. Han geråder dog hurtigt i ufred med Erik Menved. Grand var "ven med rigets fjender" og giver de fredløse kongemordere som Marsk Stig, Jakob af Halland og Rane Jonsen - med hvem han alle er i familie - ophold på sin borg Hammershus. Og Grand fængsles i en periode på Søborg i Nordsjælland, hvorfra det dog lykkes ham at flygte til Bornholm i 1295.

Han døde i 1327 som den sidste store repræsentant for det vi kender som "Skjalm Hvides slægt". Som en ægte Hvide - altså hovedrig. Udover en mængde sølvtøj, en stor bogsamling og en formue i rede mønt efterlod han sig en pæn stak gældsbeviser med skyldnere som blandt andet den norske konge og en lang række nordeuropæiske bisper og fyrster.