Bornholm og Ertholmene

Borringholm, saa kaldet, som nogle ville

Bornholms historie kort ?

Bornholmerkort
Bornholm med Ertholmene.

Nogle mener at navnet Bornholm (Borringholm), som det skrives nu om dage, stammer tilbage fra tiden omkring Beor, som var i Thielvards kreds tilbage i Cimbre-tiden. Disse Cimbrer stam­mer helt tilbage fra Noa´s sønnesøn Aschanez, som vandrede fra det vi i dag kalder Lilleasien (Tyrkiet, Krim-halvøen, Persien m.fl.) nordpå til Tyskland, og derfra videre op i Jylland, men efterhånden bredte de sig videre østpå til Fyn, Sjælland og øerne, samt på et senere tidspunkt til det sydlige Sverige, nærmere betegnet Skåne. Efterhånden længtes de atter efter noget nyt, hvorefter de begav sig på rejser over vandet og dermed fandt de Borringholm. De navngav landet de fandt Beorsholm, efter høvdingen Beor eller Borro.

Omkring år 500 åbnedes en handelsvej fra Hedeby til landende ved Finskebugten. Denne handelsvej tog et stort opsving da vikingerne omkring år 862 grundlagde byen Novgorod i det nuværende Rusland. Handlen tiltog i størrelse da der bragtes varer fra denne nye havn, som fik sine varer fra de riger der lå længere sydpå, bragtes via Borringholm til Hedeby. At rejsen gik via Borringholm bevises meget godt af de fund der er blevet gjort på øen, romerske og arabiske mønter, smykker med mere, der er fundet nedgravet rundt omkring, på begravelsespladser samt hvor de nu kunne være gemt for plyndringsfolk.

Hedeby

Hedeby

Så kommer vi frem til tiden om­kring år 950, hvor Harald Blåtand regerede og ind­delte øen i 4 herre­der, Hæn­nings, Miklingæ, Rothnæ og Haslæ Her­reder. Herefter måtte Borringholmerne til at betale skat, selvom de ikke var meget for det (hvem er i øvrigt det). Efter Harald Blåtand fulgte Svend Estridsen, i hvis regeringstid Lund Domkirke blev bygget og som senere skulle få stor indvirkning på Borringholms historie gennem mange år. Omkring år 1050 indførtes kristendommen på Borringholm og inden år 1075 var der så mange Borringholmere at der blev bygget 14 tømmer­kirker rundt om på øen. På Knud d. 4. (senere Knud d. hellige) tid blev Egil Ragnarsøn (Egil Jarl) Kongsjarl på Borringholm, hvor han overtog kongens gårde på øen, disse gårde er de ældst kendte på øen. Egil Jarl rensede Østersøen for fjender, men blev derefter fribytter for at holde sine folk beskæftigede.

I de næste 300 år var der en evig strid mellem den danske konge og Ærkebispen i Lund. Omkring år 1259 skete der det at Kong Christofer d. 1. fængslede Ærkebiskopen af Lund, Jakob Erlandsøn, hvorefter Roskildebispen Peter Bang flygtede til Rügen, efter at have lukket landets kirker. Her sluttede Fyrst Jarmer, Peter Bang og Anders Erlandsøn sig sammen, og med deres samlede styrker indtog og afbrændte de Lilleborg, og genindførte Lunds herredømme over Borringholm og fortsatte derefter mod København for at genindsætte Peter Bang i sin stilling.

Kong Hans blev kronet år 1497. I de foregående år var der drevet "Fribytteri" mod især Hansestaden Lybek, således gik Jakob Hænninghausen juni 1491 ud fra København og tog under Borringholm 5 store handelsskibe fra Lybek og Danzig; kongens udligger Peter Wulf plyndrede 1502 et lybsk skib her.

Søslag

Et af mange søslag omkring Bornholm

I 1520´erne udbrød der igen krig mellem Danmark og Sverige. Under denne krig blev Borringholm igen centrum for forhandlinger om hvem de nu skulle tilhøre, Bispesædet i Lund eller Lybekkerne, ordningen blev at Borringholm i en periode hørte ind under begge, dog endte det hele med at Borring­holm kom til at høre under Lybek de næste 50 år.

Årene efter Kong Frederik d. 1 død i 1533 blev meget turbolente, borgerkrig i Danmark, kirkekrig mellem katolikker og lutheranere. Christian d. 3 sluttede i september en pagt med hollænderne om at gøre ham til konge af Danmark. 1533 blev Christian d. 3 endelig hyldet som Danmarks konge på Viborg landsting. Juni samme år drev den samlede danske og svenske flåde med Peder Skram og Måns Some lybekkernes flåde ud af søen. 1. august 1576 ophørte endeligt det lybske herredømme over Borringholm, da de danske Rigsråder Bjørn Kaas og Hans Skovgaard fik overdraget Hammershus og landet. Christian d. 4 besøgte i sommeren 1596 Borringholm. Under hans ophold på Hammershus forsvandt 2 kobbergryder og 2 kobberkedler, som måske blev brugt under hans kroningsfest august samme år.

1643 var der igen gang i svenskekrigene. Da svenskerne fra krigene i Tyskland begav sig nordover og overfaldt Jylland og først standsede ved Limfjorden. Også i Skåne trængte svenskerne frem, så at mange flygtninge søgte tilflugt på Borringholm, så hurtigt at en kvinde fødte på vej over vandet til Borringholm.

Jens Kofoed
Printzenskjöld
Jens Kofoed
og Johan Printzensköld

1658 skiftede Borringholmerne igen ufrivilligt den danske konge ud med den svenske. Som lens- og slotshøvding kom Johan Printzensköld i april måned med 120 mand til øen. Han havde blandt andet til opgave at tilpasse de forskellige forhold: afgifts- og skattevæsen, handels- og erhvervsforhold med mere til svensk skik. Juli 1659 forsøgte svenskerne igen at erobre øen. Men det mislykkedes. Dog tjente militssoldaterne penge på dette, idet de opsamlede de usprængte svenske kanonkugler og solgte disse videre. Dog forsøgte svenskerne senere at lokke Borring­holmerne tilbage til Sverige ved at sende en lokkedue til øen. Dog, blev denne lokkedue senere fængslet og senere hals­hugget. Juni 1677 prøvede svenskerne igen, med 36 sejlere og 1800 kanoner, at erobre Borringholm, men fik så mange klø at "der blev næppe nok til at ro bådene ud igen". 3 dage senere blev den svenske flåde slået af Niels Juel i Køge bugt.

Omkring 1684 kom et antal Friskytter, gjønger, til Borringholm og slog sig ned i byerne Gudhjem og Tejn, der lå mere end halvdøde hen, siden pestdøden 1654. Mange landsbrødre fandt Blegindsfaren Hans Olufsen Madvig, da han i 1681 bosatte sig som ny Skovridder på Borringholm.

I august 1716 besøgte Zar Peter d. Store med 60 krigsskibe og 600 Førselsskibe Borringholm.

I øvrigt havde det bornholmske landsting gennemgået en forbedring. December 1776 flyttede man til Rønne Rådhus og betalte en årsleje på 9 Rigsdaler og 3 Rigsdaler til brændsel. Dette betød enden på 600 års landstingsvirke i Aakirkeby.

I 1806 udstedtes der kaperbreve til Borringholmske skippere, i november blev to engelske brigger kapret, til en værdi af 40000 Rigsdaler, senere i november blev yderligere 2 brigger kapret, til en værdi af 80000 Rigsdaler. Inden årets udgang havde Rønne Priseret dømt 9 brigger til gode priser, til en værdi af omkring 310000 Rigsdaler. Denne kaper­virksomhed fortsatte og alene i 1810 afsagde Rønne Priseret dom over 49 tagne priser til en værdi af over 3.3 millioner Rigsdaler og 1813 afsagdes domme til en værdi af over 3 millioner. Casper Henrik Wolffsen var en af de dygtigste førere af kaperskibe. Han var født på Borringholm. I november måned stod han ud fra København på skonnerten Mandal, tog adskillige priser i Øresund inden han overlod Mandal til sin broder Chr. Leegaard Wolffsen.

Barken Svanen

Alt efter som havnene på Borringholm blev udbyggede og større, voksede også næringslivet. Især blev Søren Peter Bech (1815-79) i Rønne landskendt, han havde dagligt 125 mand i arbejde, foruden større og mindre kalfatringer, lod han i 1855 6 nybygninger løbe af stablen. I Svaneke byggede Konsul Jens Müller Nansen i disse år 10 skonnerter for Handelshuset Peter Heering på Christianshavn.

Fra 1866 blev postgangen mere stabil, da Dampskibsselskabet overtog fragten, men isen voldte stadig problemer. April 1876 dannedes Østbornholmske Dampskibsselskab i Nexø. Det betjente de mindre kystbyer og sejlede også til København. Det rigtige opsving i sejladsen fandt sted i 1881, da Rønne-selskabet med tre skibe sejlede 6 gange ugentlig om sommeren og 4 gange om vinteren. Januar 1869 blev Telegrafkablet øbnet, maj 1923 fik Borringholm sin trådløse Stats­telefon, som dog i november 1931 måtte afløses af kabeltelefon over Ystad-Malmø til København.

Forud for verdenskrigen modtog Borringholm 13 gange om ugen skibe fra diverse steder, desuden 14 ugentlige sommerfartskibe. De fleste af disse turister var tyskere, som købte boliger, opførte hoteller med mere.

Mens Danmark fejrede sin befrielse i maj 1945, blev Bornholm bombet af russerne og besat af disse indtil april 1946. Efter krigen og jerntæppets oprettelse, lå Bornholm i en, for NATO, "fordelagtig" position bag jerntæppet.

Nexø

Nexø havn blev bygget 1755, men 1791 var havnen mere eller mindre sandet til. Rønne havn blev udbygget i 1762 til en dybdegang på 4 m. Således kunne den nu tage imod byens 14 fartøjer, men omkring 1800 var den sandet til.

Hasle

Hasle havn var også blevet påbegyndt, da man i 1834 opdagede tre kulfløtser. Der blev udgravet en skakt i strandbredden, hvorfra man hentede kullene op og solgte disse til fordel for havne-arbejdet. Da alle kullene var hentet op, blev loftet til gruben banket ned fra en tømmerflåde. Derfor er Hasle ene om at have sin havn i en forladt kulgrube.

Christiansø
Store Tårn på Ertholmene

Christiansø

Juni 1684 landsattes Gotfred Hofman og Christopher Sehested med 288 mand norske arbejdstropper under Generalkvartermester Anton Coucheron på Christiansø. Forsvaret af fæstningen overlodes til 2 kompagnier flådesoldater. Fæstningen var udrustet med 20 attenpundigere, 18 mindre kanoner og 216 styk lettere skyts. På Frederiksholm byggedes Lilletårn som stod færdigt 1687. Fæstningen Christiansø blev nedlagt 1863 og dermed var den danske Østersø nu fæstningsløs.

Friskytte

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Den generelle betegnelse friskytte og den specifikke skandinaviske betegnelse snaphane er to benævnelser på danske våbenføre mænd som 1563-1680 frivilligt bekæmpede den svenske krigsmagt, respektive spredte terror bland såvel svenskere som danskere. De kæmpede især i Skånelandene, men også i det vestensundske Danmark og i Norge. Ordet "snaphaner" er i svensk historieskrivning ofte synonymt med banditter og mordere. Men det store flertal var friskytter, som indrulleredes i tusinder og inddeltes i militære enheder, friskyttekompagnier, og burde være behandlet som regulære enheder. Men svenskerne betragtede dem som fredløse og henrettede dem på de mest bestialiske måder ved spidning på pæle eller radbrækning. Den væbnede civile modstand mod svenskerne fødtes under Den Nordiske Syvårskrig 1563-70 og fortsatte under Horns krig 1644-45 og kulminerede i den store folkerejsning i Skånske Krig 1675-79.

For at få en anelse om, hvor stor modstanden mod svenskerne var i Skåne­landene, kan man sammenligne med modstandsbevægelsen i Danmark under anden verdenskrig. Den engagerede 2 % af befolkningen, og i Skånelandene var under Skånske Krig 1676-79 hele 6 % af en befolk­ning på ca. 300.000 involveret i modstands­kampen mod de ubudne gæster.

Sthen Jacobsen beretter i Den Nordiske Kriigs Krønicke om de bestialske straffe, som ramte fangne snaphaner eller andre, som satte sig op i mod det svenske herredømme.

"Når svenskerne i denne vinter (1678-79) fik fat i nogle snaphaner, plagede de disse på en frygtelig måde. Først brændte man deres fodsåler med glødende jern. Derefter stødte man en spiddet pæl så langt op i endetarmen på dem, at den kom ud ved næsen. Derefter sømmede man dem fast til et træ og lod dem hænge der, til de døde."