Bornholm og Ertholmene

Globetrotter og guldgraver fra Rønne

Johan Agnus Curdts

Johan Agnus Curdts

Starten og slutningen på Johan Agnus Curdts liv vil næppe få mange mennesker til at hæve øjen­brynene i undren. Han blev født på Christiansø, og 73 år senere døde han i Rønne, hvor han var kirkeværge. I de mellemliggende år havde Johan Agnus Curdts imidlertid været ude på en færd, som var både længere og mere unik end turen fra Christiansø til Bornholm. Som ung tog han til det daværende Dansk Vestindien, og inden han slog sig ned som traktør og senere kirkeværge i Rønne, nåede han også at være guldgraver i både Australien og Californien.

Da personalet på Bornholms Museum åbnede et pengeskab, åbenbarede der sig en skat. Ikke af guld, men af doku­menter, som kunne være med til at fortælle historien om en bornholmsk globe­trotter fra en tid, hvor rejser til fjerne egne ikke foregik i komfortable fly, som på mindre end et døgn kan bringe rejsende på tværs af kontinent­erne. I det gamle pengeskab lå der blandt andet to »Miners Rights« udstedt til Johan Agnus Curdts. De to »Miners Rights« gav den unge mand tilladelse til gravning efter guld på for­skellige lokaliteter i Victoria provinsen i Australien i 1860 og 1861. I 1851 blev der for første gang fundet guld i større mængder i den australske provins New South Wales, men det var ved byerne Bendigo og Ballarat i Victoria, at de store guldfund blev gjort.

Miners Right bevis

Miners Right bevis

Guldfundet i Ballarat betød, at byen på få år blev Australiens tredjestørste efter Sidney og Port Philip, som Melbourne hed dengang. Det var netop Melbourne Johan Agnus Curdts ankom til i 1852, inden han tog videre til Bendigo. Året efter organiserede guldgraverne i Bendigo sig i en forening, som skulle være talerør for medlemmernes util­fredshed med den licensafgift, de skulle betale for at få tilladelse til at grave guld.

Konflikten kulminerede i et oprør, »Battle at Eureka Stockade«, som endte med en tragisk massakre på de oprørske guldgravere, og det betød også guldgravere fra 1855 skulle være i besiddelse af et »Miners Right« bevis for at få lov til at grave efter guld.

Vestindien

Johan Agnus Curdts historie starter den 16. oktober 1823 på Christiansø, hvor faren virkede som læge. Familien boede i den ejendom, der i dag er kendt som Erichsens Gård i Laksegade, Rønne. Bornholm var åbenbart for lille til Johan Agnus Curdts, og allerede i en alder af 22 år befandt han sig i Caribien i det daværende Dansk Vestindien.

Peter von Scholten

Peter von Scholten

I Bornholms Museums arkiv findes et borgerbrev udstedt af ingen ringere end den berømte Peter von Scholten, som fungerede som generalguvernør for de tre øer Sankt Croix, Sankt Jan og Sankt Thomas. Hvor længe Johan Agnus Curdts blev i Dansk Vestindien er usikkert, men på Bornholms Museum vover man at tro, at det senere oprør blandt guldgraverne i Australien ikke var det første oprør, Johan Agnus Curdts oplevede. I 1848 gjorde de sorte slaver på Sankt Croix oprør, hvilket fik Peter von Scholten til på eget initiativ med øjeblikkelig virkning at proklamere frigivelsen af alle slaver.

Peter von Scholten fik et nervesammenbrud, og kort efter rejste han hjem til Danmark. Det ligger også fast, at Johan Agnus Curdts vendte tilbage til Danmark, inden han drog ud på nye eventyr på et nyt kontinent, for rejsen til Australien tog sin begyndelse i København i 1852. Det er uvist, hvornår han vendte tilbage til Rønne, men efter hjemkomsten købte han traktørstedet Stampen syd for Rønne, og i begyndelsen af 1870'erne blev han gift med enken Karen Marie Beck.

Johan Agnus Curdts døde i Rønne den 6. november 1896.