Bornholm og Ertholmene

Den hellige konge i Knudsker

Såvel borgere som kirkegængere i Knudsker har en særlig forbindelse til den danske konge, som sad på tronen fra 1080 til 1086. Kongen har nemlig lagt navn til både kirken og sognet.

Knudsker kirke
Knudsker kirke

- Kirken har sit navn efter den danske konge Knud den Hellige. Knud var søn af Svend II Estridsen, og efter farens død i 1076 søgte han kongevalg. Han blev dog vraget til fordel for sin bror Harald og drog i land­flygtighed i Sverige. Da Harald døde fire år senere, blev Knud indsat som konge.

I sin fars regenttid deltog Knud IV i to togter til England for at afsætte Vilhelm Erobreren. Da han selv blev konge søgte han at rejse styrker til generobring af England, som Danmark havde mistet knap 40 år tidligere. Drømmen om at generobre England gik aldrig i opfyldelse, og hans regime førte til en opstand i Jylland, som endte med, at han den 10. juli 1086 blev dræbt i Skt. Albani kirke i Odense.

Efter hans død var der bestræbelser på at få ham anerkendt som katolsk helgen, og i år 1100 blev han helgenkåret af paven. Netop loven om tiende­betaling blev af den katolske kirke fremhævet som et eksempel på Knuds trofasthed mod kirken. Dermed var Knud IV blevet Sankt Knud, som det kendes fra kirken i Knudsker, der først blev bygget efter Knuds død og helgenkåring.