Bornholm og Ertholmene

Fjenden hapsede præstens messeklæder

Nexø kirke
Nexø Kirke

Når Nexø som øens næst­største by ikke tog del i rejsningen imod svenskerne i 1658, så skyldtes det sandsynligvis, at byen henlå udmattet og for­armet efter svenskernes ødelæggelse kun tretten år før - i 1645.

Et udmærket billede på byens fattigdom, og at aldeles intet blev sparet under udplyndringen, er et brev fra 1648, hvor »magistraten og menige borgere i Nexøe« søger kongen om bistand fra øens andre kirker til deres kirke. Fordi »hendes indehavende ornat er af svensken bortrøvet, så at præsten ikke andet til messeklæder haver at føre sig udi, end hvad der lånet af den nærmeste bondekirke«, »... og vi samtligen bleve slet af fjenden til den bare krop udplyndret, og siden haft stor indkvartering med officer og soldater, så en stor part ad den fattige almue her i byen haver måtte tigge i landet, hvad vi skulle underholde soldaterne med.«

Købstad fra 1346

Nexø by kendes tilbage i middelalderen og udviklede sig som handelsby, så byen fik købstadsrettigheder i 1346. Den ældste byudvikling fandt formentlig sted i området omkring Købmagergade, afgrænset mod øst af havet og mod vest af Ferskesø og andre strandsøer/damme, som nu er tørlagt, men stadig findes i gadenavne som f.eks. Piledam og Bededam. Byen voksede efterhånden mod nord langs Aasen/Nørregade og mod vest langs indfaldsvejene. Nexø Kirke var den dominerende bygning, selvom den helt indtil 1600-tallet kun omtales som et kapel i byen.

Handelsskibe lå dengang på reden, og man fragtede varer frem og tilbage med mindre joller til broer anlagt ved den nuværende gamle havn og ved Sdr. Hammer. Byens befolkning levede derudover af fiskeri og landbrug. Ellers har man ikke meget at støtte sig til, hvis man vil danne sig et billede af datidens liv i Nexø, idet borgere hverken har efterladt sig dagbøger eller memoirer. Ikke engang deres navne kendes, idet kirkebøgerne er bortkomne. Kun enkelte løsrevne breve eller udsnit af protokoller er bevaret.

Driftig handelsby

Man ved dog, at Nexø var en driftig handelsstad, som blev lammet ved det svenske bombardement. Og da der dengang ingen katastrofehjælp eksisterede til en genopbygning af byen og dens handel, måtte familierne og byen selv bringe sig på fode igen, hvilket et par generationer led under. Men et interessant bud på, hvordan byen har taget sig ud omkring opstanden, kan man læse i »Tidsbillede fra Nexø«, der blev udgivet af firmaet H. V. Munch på firmaets 100-årsdag i 1960, hvor man fik Jørn Klindt-Jensen til at fortælle om byen omkring 1660, 1860 og 1960.

Opkørt og snavset

I april 1658 hører byen pludselig om, at den efter freden i Roskilde er blevet gjort til svensk købstad. Og i maj sendte Nexø en borgmester og rådmand til svensk kongehyldning i Malmø i den anledning. Og for nøjagtig 350 år siden ankrede en dansk-hollandsk flåde op ved Nexø for i 1659 at fuldende øens overgivelse til Danmark.

Ellers fortæller Klindt-Jensen, at datidens by næppe har haft megen lighed med vores dages Nexø. Af bygninger eksisterer faktisk kun kirken i dag - og af gaderne blot nogle ganske få. Søbredden var kantet med skanser, og der var ingen havn, som vi idag forstår begrebet. Den nuværende bådehavn Sdr. Hammer er nok det, der kommer nærmest. Gaderne var opkørte og snavsede mellem forfaldne grå bindingsværkshuse og enkelte større gårde.

500 indbyggere

Nexø havn
Nexø havns udvikling

Bebyggelsen er begyndt ved de nuværende nordre havnearealer, fordi to anløbsbroer her udgjorde havnen, hvorom de anseeligste ejendomme lå. Og byen er gået til Sdr. Hammer. På fælleden syd for byen stod galgen.

Herefter kom Lange Skanse og oppe på Slamrebjerg stod til overflod Øster Herreds galge og skabte uhygge.

Indbyggerantallet er usikkert. Men det har været forbavsende lavt. I Ebbe Gert Rasmussens bog om opstanden anslår han øens samlede befolkning til omkring 10.000, hvoraf omkring 700 boede i Rønne og 500 i Nexø.

De fornemste var købmændene, som ejede jord i byvangen og drev deres gårde som købmands- og avlsbruger-ejendomme. De øvrige indbyggere - fiskere og håndværkere - har næppe haft mulighed for at drive landbrug, men har i stor udstrækning levet af deres haveprodukter.

Skibfartsby

En vigtig ting for købstæderne var, at de havde privilegier på handel, søfart og håndværk. Og i middelalderen havde de en udstrakt form for selvstyre, der favoriserede de herskende klasser, idet kun de fornemme borgere - købmændene - deltog i bystyret.

»Undertiden kunne det hænde, at en fremmed slog sig ned, købte jord og hus og startede handel. Men ellers var det de samme slægter, der handlede gennem århundrederne,« skriver Klindt-Jensen.

Det var først og fremmest landbrugsprodukter som korn, smør og levende dyr samt indførsel af krydderier. Men endnu var øen dog stort set selvforsynende, hvor hver gård udgjorde en verden for sig, som kunne eksistere uden tilførsler.

Kysthandel

Desuden var der en del handel med skibe, der søgte læ under kysten. Fersk proviant havde skibene altid brug for. Fragterne var først og fremmest korn fra Østersølandene til Vesteuropa. Og den anden vej gik industrivarer og eksotiske produkter, som disse lande hentede fra deres kolonier og handelsstationer. Nexø-købmændene drev selv skibsfart med skuder i Østersøfart, der havde en to-tre mands besætning, hvor det ikke sjældent var købmanden selv, der var skipper, mens konen passede gården hjemme, hvor avlsbruget var nødvendigt til gårdens og folkenes forbrug.

Byvangen var delt mellem byens gårde, men efter høst blev den åbnet for løsdrift af alle byens kreaturer. Og man har bevaret de gamle strenge regler i Nexø i en vedtægt, hvis oprindelse fortoner sig tilbage i middelalderen og i sin form er nedskrevet i 1699.