Bornholm og Ertholmene

Svenskerne havde raseret byen til ruin kun 13 år før

Nexø by
Nexø havn

Hvis man leder efter folk fra Østlandet, der var aktive i den glorværdige bornholmske opstand imod svenskerne for 350 år siden, så spejder man forgæves. Sammensværgelsens personkreds talte udelukkende folk fra øens vestlige del.

En af årsagerne til Østlandets fravær kan ud­mærket være, at f.eks. Nexø blot 13 år tidligere var blevet totalt raseret, hærget og plyndret af en svensk invasionsstyrke, og at den ellers så livlige handelsby i et par generationer herefter henlå i en tilstand af udmattelse.

Forræder-eftermælet

I forbindelse med de nyligt fejrede opstands­begivenheder, er det interessant, at overfaldet på Nexø traditionelt fremstilles som direkte modpol til opstandens heltegerninger. Ved Nexø skal der tværtimod have været tale om det stik modsatte - nemlig forræderi.

Både datiden og i eftertiden har man nemlig undret sig over, hvordan kun 400-500 svenske soldater i 1645 på kun nogle få timer kunne indtage Nexø, mens henved tusind mand fra den bornholmske milits næsten passivt optrådte som tilskuere.

Opfattelsen af forræderi fra de bornholmske kaptajners side skyldes i vid udstrækning historikeren M. K. Zahrtmanns udlægning, som han byggede på oplysninger, som kom frem i den efterfølgende retssag, hvor kaptajnerne blev idømt hårde straffe.

Kort

Men anskuer man historien ud fra en ren militær vur­dering kommer man imidlertid til et helt andet resultat. Og det gjorde øens kom­mandant fra 1921 til 1925, oberst O. B. Schouboe, i et utrykt manuskript, som forsvarsmuseets daværende leder, H. A. Skårup, trak frem af glemslen i 1989-udgaven af Bornholmske Samlinger.

Zahrtmanns ærinde

Her fremhæver Skårup, at Zahrtmann lægger umådelig vægt på at sværte kaptajnerne og at fremhæve menigmands for­tjeneste for at få sin magtfulde, farverige beretning til at blive en slags epos over bornholmernes forsvarsvilje, som knægtes ved forræderi.

Selv hælder Skårup mere til Schouboes lidenskabsløse militære vurdering, der fastslår, at de opgaver, som officererne dengang var stillet over for, var så vanskelige, at en uangribelig løsning ikke med nogen grund kunne forventes af dem.

- At almuen i en meget forståelig misforståelse krævede disse mænds hoveder, må man ikke lade sig vildlede af. Et skuffet og lidende folk vil se »blod« uden hensyn til, om et sådant forlangende er rimeligt eller ej. Alle tider og alle lande har eksempler på sådanne usmagelige »folkekrav«, skriver Skårup.

Landsforvisninger

Christian d. IV
Christian d. IV

Retssagen førte til, at seks af 11 kompagni­chefer dømtes til landsforvisning og fortabelse af person­ligt gods. Fire af dem dømtes først til døden, men fik af Chr. 4. ændret straffen til lands­forvisning. Formentlig fordi kongen ikke var enig i dommen.

Skårup anfører, at nøglen til dommene er, at de fældedes af 11 rigsråder i enevældens tid, hvoraf de fleste højadelige var besvogret med øens lensmand Holger Rosenkrantz, hvis for­sømmelser af Schouboe og Skårup vurderes som den egent­lige årsag til den jammerlige modstand og rådvildhed.

Men havde rigsråderne undladt at dømme kaptajnerne, så måtte de nødvendigvis have dømt Rosenkrantz i stedet. Og Skårup hæfter sig ved, at prædikatet »forræderi« kun optræder i Rosen­krantz anklageskrift. Det optræder ikke i de efterfølgende domme.

- Havde Rosenkrantz været sin stilling voksen, kunne alle svenske landgangsforsøg have været afslåede. Det, at han trækker sig tilbage som fører for Milicen og reducerer sig selv til slotskaptajn, er derfor ganske utilgiveligt, konkluderer Skårup.

Fra sejr til katastrofe

I sin afhandling gennemgår Skårup ganske nøje, hvad der egentlig skete i den famøse sommer 1645, hvor situationen under Torstenssonfejden var så spændt som nogensinde. Og man vidste, at store svenske og hollandske fjendeflåder opererede overalt i Østersøen.

9. juni observeredes en svensk flåde ud for Rønne. Men vejrforholdene gør, at den først kan landsætte tropper på øens østside. Helt efter instrukserne begynder øens milits derefter at samle sig og langsomt at bevæge sig mod faren.

I Nexø går det hurtigt med at etablere et effektivt forsvar, og efter en kraftig kanonade mod byen forsøger svenskerne landgang på stranden syd for byen. Men de slåes tilbage af Nexø-kompagniet og hjælpere fra Aakirkeby og Bodilsker. En virkelig sejr, som desværre næsten er gået i glemmebogen.

Musketerer i 1600-tallet

Katastrofen

Siden kan Nexø-folkene imidlertid ikke for­lade deres stillinger, fordi en del af den svenske flåde bliver liggende, mens andre fortsætter nord­over. Og her begynder misforståelserne.

En urutineret leder af det mandskab, der skulle sikre kysten mod Svaneke, troede fejlagtigt, at mandskabet, som kun var nået frem i beskedent omfang, var på plads.

Det førte til landgangen ved Svaneke og træfningen ved Malkværnsskansen, hvorefter 400-500 krigsvante og velbevæb­nede svenske slagsbrødre masede sig vej og indtog Nexø, som de hærgede og plyndrede. De endte i ren druk, og den svenske admiral Wrangel måtte vække dem med stokkeprygl for at få dem ud til flåden igen.

De øvrige bornholmske tropper forsinkes på deres vej af opdukken af en ny stor flåde sydvest for øen, hvorfor de ikke tør gå til Nexø. Først 10. juni om morgenen får man sikkerhed for, at det blot er en fredelig handelsflåde, hvorefter hele militsen på 1.000 mand og tyve kanoner samles i og omkring Nexø.

Svensk trick

- De sidder mellem byens sønderskudte og plyndrede huse, som tydeligt viser dem hvilken skæbne, der venter Bornholms andre kystbyer, hvis det ikke på en eller anden måde lykkes dem at holde de svenske langtrækkende kanoner og deres krigsvante tropper borte fra deres land, skriver Skårup.

- Milicens uddannelse er endnu ringe, og hvad værre er, så har deres førere ingen tillid til sig selv. Ingen af dem synes at være klar over, at med 1.000 mand og tyve kanoner i stilling, så er milicen i virkeligheden uovervindelig, hvis den altså selv tror på det. Resultatet bliver den yd­mygende aftale om, at Bornholm skal udrede en skat på 10.000 rigsdaler for at blive fri for overfald og plyndringer.

Ikke desto mindre gjorde admiral Wrangel al­ligevel senere landgang i Sandvig og erobrede Hammershus med efterfølgende besættelse af hele øen indtil efter freden i Brømsebro i august 1645.

Christian d. IV
Christian d. IV

Mosjø Skramhans

Herefter rettede Chr. 4. i første omgang sin vrede imod Rosen­krantz, som han benævner som »Mosjø Skramhans, der slap Bornholm«. Men Rosenkrantz var altså - endnu før enevældens tid - adeligt højt nok på strå til at klare frisag. Metoden var i stedet at rette anklagerne imod milicens befalingsmænd. Og derved fik han tørret »aben« af på netop de folk, som han så skammeligt i sin magelighed havde svigtet, skønt han i lensmands­embedet var øens eneste virkeligt krigskyndige.