Bornholm og Ertholmene

Bad om træ til otte ligkister

Vestermarie

Sådan ser præstetavlen ud i Vestermarie.
Konrad Frederik Gerlak - eller Conrad Friederich Gerlach,
som han hed i virkeligheden - er nummer 7 på listen.

Conrad Friedrich Gerlach blev præst i Vestermarie den 29. marts 1727. Vi finder ham som nummer syv på præstelisten i våbenhuset i Vestermarie Kirke.

Han havde en højst usædvanlig skæbne som sluttede med, at han blev landsforvist til Christiansø, hvor han tilbragte sine sidste år som fange og døde i 1754.

Hans karriere begyndte ellers godt. Han blev først ansat som kapellan ved Garnisionskirken i København i 1714. Man kan regne ud, at han må have haft et særligt stædigt og trodsigt gemyt og en tendens til handlinger, der er så fornuftstridige, at hans liv er som et teaterstykke, taget lige ud af det absurde teaters mest irrationelle fantasier.

Garnisions Kirke

Garnisions Kirke

Men de første 13 år, hvor han var ved Garnisionskirken, er der tilsyneladende ikke sket det helt store, og da han kom til Vestermarie i 1727, har han sikkert i begyndelsen været nogenlunde normal. Men senere bliver han beskrevet som en både urimelig og trættekær præst, som gjorde sig uvenner med stort set alle.

På et tidspunkt gik han for vidt. Han opførte sig uanstændigt mod øens kommandant Kruse. Nøjagtig hvad han har gjort, ved vi ikke, men Kruse rejste sagen overfor biskoppen i København, og biskoppen så sig nødsaget til at give Gerlach en reprimande. Det kunne Gerlach ikke tåle. Det var tydeligt, at han ikke mente nogen skulle gå i rette med ham. Hans stejle holdning og verbale udfald mod øvrigheden kostede ham derfor yderligere en bøde på fem rigsdaler. Dem ville han naturligvis heller ikke betale. Så amtmanden så sig nød­saget til at befale Kongens Foged, at der skulle gøres udlæg i Gerlachs bo.

Fogeden dukkede op i præstegården med fire mænd for at foretage det nødvendige udlæg i boghavet, men Gerlach gjorde så afsindig modstand, at det blev nødvendigt at binde Gerlachs hænder, mens udlægsforretningen foregik. Da fogeden var færdig med sit arbejde, lod han sine mænd igen befri Gerlach for rebet. Men i samme øjeblik, præsten fik den ene hånd fri, gjorde han så voldsom modstand, at det blev umuligt for mændene at få bundet rebet op på hans anden hånd. Gerlach beholdt nu dette reb bundet om håndleddet. Han nægtede at tage det af nogen sinde. Hver søndag, når han gik på prædikestolen, sluttede han sin prædiken med at hæve hånden og vise rebet frem som et synligt bevis på, at han var det uskyldige offer for onde menneskers urimelige fremfærd.

Hans adfærd blev mere og mere ubehersket. Biskoppen måtte endnu engang formane ham om at ændre sin opførsel, ellers ville det koste ham hans stilling.

Men det skulle biskoppen selvfølgelig ikke komme og fortælle Gerlach. Han sagde øjeblikkeligt selv sin stilling op og rejste til København, stadig med rebet om håndleddet. Her søgte han så efter et nyt arbejde. Det havde han naturligvis ikke stort held med, eftersom det var den samme biskop, der skulle give ham det nye arbejde. Til sidst sendte han en skriftlig ansøgning til biskoppen om at måtte blive hængt i det reb, han nu så længe som en martyr havde båret om sit håndled. Samtidig skrev han en ansøgning til kongen med en bøn om, at kunne få lov til at fælde så meget egetræ i de kongelige skove, at han kunne lave otte ligkister. Dem skulle han bruge til sig selv, sin hustru og sine børn, fordi han kunne forudse, at de alle ville dø af sult. Resultatet blev, at kongen befalede ham anbragt på Christiansø, og her levede han sine sidste år i fangenskab indtil sin død som 60-årig i 1754.

Vestermarie kirke

Vestermarie kirke

Gerlach er dog ikke det eneste eksempel på tragedier, der knytter sig til prædikestolen i Vestermarie.

Et andet eksempel er præsten Poul Mathias Hansen Schnorr, der står som nummer otte på præstelisten. Han havde fra prædikestolen ved flere tilfælde kritiseret en navn­given, enlig kvinde i Arnager, som efter hans opfattelse levede et ugudeligt levned, og han havde desuden nægtet hende adgang til nadveren. Det blev hun så vred over, at hun vendte tilbage for at dræbe ham. Hun fik imidlertid først fat på præstens femårige søn, som hun skar struben over på.

Nummer fire på listen, Rasmus Anders Bleking, døde på prædikestolen under sin prædiken første søndag efter Trinitatis 1673. Det fortælles, at han havde en temmelig fyldig skikkelse, og man mener, hans dødsfald skyldtes, at han havde overanstrengt sig, fordi han havde gået for hurtigt på vej til kirken.

Til slut skal det nævnes, at Vestermarie præstegård har haft et spøgelse - og en præst, der kunne mane. Det er nummer ti på præstelisten, magister Oluf Andersen Borreby. Foruden at være en dygtig astronom kunne han åbenbart også mere end sit fadervor. Præstegården i Vestermarie havde på den tid jævnligt besøg ved nattetide af en for længst afdød præst. Ham lykkedes det magister Oluf Borreby efter mange anstrengelser at mane i jorden. Den samme Borreby var i øvrigt stifter af et selskab ved navn »Patriotisk Selskab«. Selskabets formål var, at medlemmerne kun måtte klæde sig i tøj, der var hjemmevævet. Det skulle være bornholmsk fra yderst til inderst, bogstaveligt talt.