Bornholm og Ertholmene

En "kort" beskrivelse af min fødeby

Træk af Rønnes historie.

Rønne 1676
Rønne år 1676

Rønnes ældste historie ligger hen i mørke, men det er troligt, at der omkring år 1000 var bygget måske en snes huse i klynge omkring havnen og den nuværende kirkeplads. Det lille fiskerleje var anlagt et gunstigt sted, hvor kysten kunne besejles. Neden for bakken strakte to undersøiske rev sig ud i havet, og inden for revene var "trindelen" - en lav stengrund - hvor skibene kunne kaste anker. Forstranden var lang og flad, så fiskerbådene kunne trækkes på land uden stort besvær. Det var fiskere og landbrugere, der havde bygget ved de beskyttende rev.

Man skal op i 1200-årene, før historiske kilder og arkæo­logiske vidnesbyrd giver oplysninger om byen. I slutningen af 1200-årene opførtes et lille kapel - viet de farendes helgen Sct. Nicolaus - på det sted, hvor Rønne kirke nu ligger, og i 1327 fik byen købstadsrettigheder. Rønne var med andre ord blevet så stor, at byen lidt efter lidt fik egen styrelse med borgmester og råd samt egen domsmyndighed og kongelige privilegier for købmændene og håndværkerne. Det var kongen, der gav købstaden privilegier, men det hindrede ikke, at byen indtil omkring 1300 på skift havde været underlagt forskellige herrer: kongen, ærkebiskoppen i Lund og nordtyske fyrster. Især tyskerne var interesserede i Bornholm på grund af øens placering ved den vigtige vest-østlige handelsvej i Østersøen. Gotland var midtpunkt i denne handel, men Rønne var en bekvem mellemstation på vejen til Visby. Købmændene fra hansestaden Greifswald slog sig ned i Rønne på et tidligt tidspunkt, og inden år 1400 havde de et "gilde", som ydede beskyttelse, når de om sommeren søgte byen og rejste deres handelsboder. Samtidig blev Bornholm underlagt ærkebiskoppen, der var herre over øen til 1522. Greifswalderne fik i 1433 eget kapel, som formentlig udgjorde en del af Rønne kirke. Endvidere fik greifswalderne et kompagnihus opført.

lybekkerhus
Lübecherlængen i Grønnegade

Rønne tog til i udstrækning og indbyggertal. I 1360 måtte kirken udvides mod vest og en snes år senere blev kirken tilsyneladende en selvstændig sognekirke, frigjort fra tilknytningen til moderkirken i Knudsker. Med byens større betydning blev handelsbyerne ved Øster­søen stadig mere interesseret i at få fodfæste på Born­holm. I fredstid betød denne interesse handel og om­sætning, i ufredsår plyndring og brandskatning. Bornholm blev flere gange i begyndelsen af 1500-årene overfaldet af lübecherne, der plyndrede og hærgede, hvor de trængte frem, og krævede store skatter af øens befolkning.

Lübechertiden 1525 - 1576

I 1525 blev Bornholm overdraget Lübech som brugspant, fordi den danske krone skyldte nordtyskerne store beløb, som den ikke kunne betale. Den danske lensmand på Hammershus blev afløst af en tysker, til hvem indbyggerne så skulle betale de normale skatter og afgifter. Endvidere fik lübske købmænd ret til at bosætte sig og drive handel i byerne på samme vilkår som de lokale købmænd. Bornholm hørte formelt stadig til Danmark, men tyskerne overtog alle de indtægter fra øen, som kongen eller ærke­biskoppen i Lund hidtil havde modtaget. For Rønne betød lübechernes tilstedeværelse, at handel, fiskeri og landbrug blomstrede og udvidedes. Hvor handel er, kommer handel til. Naturligvis søgte tyskerne at få så store indtægter af øen som muligt, men heri adskilte de sig ikke fra den danske konge, der altid pressede sine provinser for afgifter.

Lübech havde Bornholm som brugspant i 50 år. Mod periodens slutning forsøgte de tyske købmænd at øge deres handel på Rønne-købmændenes bekostning. Borgerne tog sagen i deres egne hænder og smed lübecherne ud af boderne, mens de lod greifswalderne, stralsunderne og andre nordtyske købmænd i fred. I 1576 vendte øen helt og fuldt tilbage til kronen. Samtidig stadfæstedes Rønne bys segl, tre torsk i et skjold, hvorover Sct. Nicolaus troner. Med lübechertidens ophør på Bornholm gik Rønne tilsyneladende i stå. Det skyldtes ikke, at tyskerne havde udsuget øen eller taget initiativet fra Rønne-købmændene, således at byen stod uden driftige folk, der var kendt med handel. Tværtimod, Rønne var bedre end tidligere skikket til at indtage en handelsmæssig position af betydning i Østersøområdet. Men handelen havde i vidt omfang forladt Østersøen. Handelsruterne i Europa blev i 1500-årene lagt om som følge af Amerikas opdagelse og kendskabet til søvejen til Det Fjerne Østen syd om om Afrika. Hvor tidligere de nordtyske hansestæder og Norditaliens byer havde huset de driftigste handelsfolk i Europa, var initiativet nu overgået til hollænderne. Da sildefiskeriet i Østersøen og Øresund samtidig gav mindre udbytte, måtte følgerne blive følelige for Rønne købstad. Fra 1576 og 300 år år frem i tiden udviklede byen sig uhyre langsomt. Befolkningstallet var kun svagt stigende, og når pest hjemsøgte byen, tog det årtier at komme på fode igen.

Bornholms besættelse 1658

Rønne by 1684
Rønne ca. 1684

Et nyt alvorligt tilbageslag for Rønne og Bornholm indtraf i 1658. De dansk-svenske krige i 1600-årenes midte førte ved Roskilde­freden til, at Danmark måtte afstå Bornholm til Sverige. Nogle år inden freds­slutningen havde en svensk flåde plyndret og afbrændt Nexø, og en brandskat var blevet pålagt øens befolkning, hvoraf Rønneborgerne måtte udrede over halvdelen.

Den danske kommandant på Hammershus blev i april 1658 afløst af den svenske oberst Johan Printzenskjöld, der ved hjælp af en styrke på 100 mand skulle holde ro på øen. Besættelsen blev kun kortvarig. I december samme år blev Printzenskjöld taget til fange og skudt i Storegade af nogle Hasle- og Rønneborgere under ledelse af Rønnes borgmester.

De svenske besættelsestropper blev fanget, og samme skæbne fik en svensk undsætningsstyrke, der kom til Allinge. Borgernes mod vakte opsigt i hele riget, men det hindrede ikke kongen i at lade den afgift på 500.000 rigsdaler, som Danmark måtte betale Sverige for at få øen igen, blive pålignet bornholmerne selv. Øens befolkning nøjedes dog med at afdrage 6-7000 rigsdaler ialt.

Rønnebeskrivelse 1625

Den ældste beskrivelse af Rønne stammer fra 1625 og er skrevet af sognepræsten Laurs Olsen i en indberetning til styret i København:

Rønne er den fornemste købstad på landet (dvs. Bornholm), har en smuk kirke med et passeligt og vel udstafferet tårn; der er en temmelig havn til krejere og skuder at indlægge, kønne velbygte huse imellem stolper opmurede og teglhængte.

Få er ordene, og stort om Rønnes udseende på Christian d. IV's tid får vi ikke at vide. Tilmed er oplysningen om, at husene havde tegltage, direkte forkert. Endnu 150 år senere bar mindre end ti huse i byen tegltag.

Resen har sikkert benyttet en tegning fra 1676 af Rønne som forlæg, men han ser byen fra en anden vinkel og er mere detaljeret. Mod nord løber de to hovedstrøg, Grønnegade og Storegade, med velbyggede huse anbragt i forlængelse af hinanden ud mod gaden. Øverst er tre møller, der stod, hvor omtrent Laxegade i dag er placeret. Man bemærker endvidere den store plads i byens udkant, hvor nu Store og Lille torv findes.

Rønne omkring år 1800

Kort visende det gamle Rønne fra begyndelsen
af 1800-årene, med Store og Lille Torv indtegnet,
samt nogle af de nye gader og bydele.

Byens torv i 1684, hvor handelen fandt sted, lå derimod i Snellemark. Bebyggelsen omkring kirken har ikke det velordnede præg som i Grønnegade og Storegade, om end Resen angiver, at der er udlagt arealer til gader. Bortset fra kirken og enkelte andre bygninger er det ikke muligt at identificere husene, men derimod er det rigtigt, når Resen oplyser, at gaderne ikke har navne. Det fik de først i 1761. Rønne fremtræder som en "åben by" på Reesens prospekt, hvilket er særdeles vigtigt at bemærke, for heri ligger kilden til forståelsen af det gamles Rønnes særpræg.

Mens andre danske byer tidligere blev befæstet eller omgærdet, så enhver byudvikling kun kunne foregå inden for et en gang fastlagt grundareal, der kun nødtvunget blev udvidet, så har de bornholmske byer altid kunne udvikle sig frit og uden snærende bånd.

Byens gærde gav efter for det mindste tryk. Rønne var uden fæstningsværker eller grøfter, og de danske kongers forsøg på at indhegne byen og anlægge et ordentligt torv, blev afvist af Rønneborgerne. Indhegningen kunne medføre mangel på byggegrunde, så man blev tvunget til at bo til leje, noget som selv den fattigste del af byens indvånere med foragt har afvist indtil nyeste tid. Hvis der tidligere ikke var plads i byen, ja så udvidede man den blot. Derfor består det gamle Rønne i dag af en-familiehuse med tilhørende betydelige havearealer - netop det indtryk man får af Reesens prospekt. Indhegning af byen og udlæggelse af et torv blev forsøgt flere gange, men hver gang afvist med ordene:

Torv kan drage accise og andet med sig, torvevægters lønning forøger byens skatter, torveplads skal brolægges.

Store Torv omkring 1860
Store Torv omkring 1860,
set fra den nuværende Nørregade.

I de år Resen tegnede på prospektet over Rønne, søgte staten at udbedre det danske forsvar ved at befæste en række byer ud over riget. Københavns befæstning udvidedes, og befæstningsværkerne i Fredericia og Frederikshavn er blandt andet et resultat af disse bestræbelser. Men nu besluttedes det i København, at også Rønne, som den vigtigste danske by i Østersøområdet, skulle have grave, bastioner og kastel. I 1687 fik fortifikations­ingeniøren Peter Povelsen Arboe til opgave at udarbejde et projekt til Rønnes befæstning. Hans plan viser en fuldt moderne befæstning, som var på højde med de bedste ude i Europa på den tid. Inspirationen er hentet fra Amsterdam, og det geniale ved Arboes forslag er, at den gamle bydel ville være blevet bevaret, men adskilt fra den nye bydel ved torvene. Dog ville det have været nødvendigt at foretage bygningsmæssige ændringer i Storegades nordlige del. Arboes projekt blev imidlertidigt hurtigt opgivet, og i stedet befæstedes Christiansø, men et blivende resultat af hans byplansarbejde i Rønne er Store og Lille Torv. Også det store krudttårn eller kastel syd for byen er en rest af Rønnes befæstning. Derimod forsvandt i løbet af få år de volde og grøfter, som det lykkedes at anlægge.

Rønnes beskrivelse 1761

Den første virkelig udførlige beskrivelse af byen stammer fra 1761, da brandtaksationsfolk gik fra hus til hus og noterede op, hvordan husene så ud. Forsikringsfolkene fortæller, at bortset fra Hovedvagten var samtlige huse opført i bindingsværk. Bygningskonstruktionen er enkel - uden fodtømmer og skråstivere - tagene er stråtækte undtagen hos de fornemste indbyggere, hvor tagfladen til gaden ofte blev dæket med tegl. Lerklining af tavlerne var det almindeligste, men også her gjorde sociale skel sig gældende, idet de rige husejere importerede brændte sten, mursten, som de benyttede i facadernes bindings­værk, mens gavle og bagsider var klinede. Butikker - eller boder - var der få af. I de store købmandsgårde handlede man på gårdspladsen, men 2-3 steder var der rigtig butiks­indretning med hylder og reoler. Daglighandlen foregik dog på torvet i Snellemark på torvedagen.

I 1710 havde Rønne 1447 indbyggere, et tal der var øget til 2058 i 1769. I lighed med andre danske købstæder udviklede Rønne sig kun langsomt i denne periode, og man skal op i slutningen af 1800-årene, før en kraftig udvikling satte ind. I 1801 var indbyggertallet på 2436, i 1850 på 4717 og i 1901 på 9292 indvånere. I 1700-årene havde Rønne en ganske betydelig urindustri - hvoraf de mest kendte urmagere vel er brødrene Peter og Otto Arboe - og en stor produktion af pottemagervarer. Urmageriets opblomstring skyldtes nærmest en tilfældighed. Natten mellem 15. og 16. november 1744 strandede et hollandsk skib nord for Rønne. Ombord var bl.a. "en kasse med fem klokker og et fad med lodder dertil". Arboe-brødrene fik fat i "klokkerne", og selvom de var uddannet som rokkedrejere, lærte de snart at kopiere de strandede ure. Grunden til den bornholmske urproduktion var lagt. Mens urmagerne måtte give op omkring 1850 på grund af konkurrence fra udlandet, forblev pottemageriet stadig en vigtig del af Rønnes erhvervs­liv, blandt andet repræsenteret af L. Hjorths fabrik, Søholm og Michael Andersen og Søn.

Rønne har i dag ca. 16000 indbyggere og er langt den største by på øen. Det er en stor industriby med en betydelig havn. Byen har i de sidste årtier udviklet sig nordpå, hvilket har medført, at det gamle Rønne er forblevet uberørt af industri og nybyggeri.

Bombardementet 1945

Storegade Storegade
Storegades nordlige ende, efter bombardementet
og genopbygning.

En glædesrus bredte sig over det ganske land, da friheds­budskabet den 4. maj lød i udsendelsen fra BBC, men få dage efter blev Nexø og Rønne ramt af en krigskatastrofe af hidtil ukendt omfang i Danmark.

Kort fortalt ville Bornholms tyske kommandant, v. Kamptz, kun overgive sig til englænderne trods et ultimatum fra den sovjetiske hærledelse, og russerne bombede derfor de to byer dem 7. og 8. maj med frygtelige ødelæggelser til følge. For Rønnes vedkommende blev 212 ejendomme totalskadet, og af byens 3.200 ejendomme blev i alt 2.900 i større eller mindre grad ødelagt.

Vimmelskaftet og tilstødende gader

Kvarteret omkring Vimmelskaftet - Rendegade,
Larsegade med flere, hvor mange af husene
har rod i 1700- og 1800-årene.

Svensk træhus

Svensk træhus

Resultatet heraf blev, at man skulle løse den store og svære opgave at rydde op i de bombeødelagte områder og gen­opbygge de skadede huse. Men dertil kom muligheden for at gennemføre en længe ønsket byplanlægning. Med dette for øje nedsattes på Bornholm en særlig "regulerings­kommision", og arkitekt Edmund Hansen blev stillet til rådighed for kommunen for at udarbejde de nødvendige reguleringsplaner. Formålet var at give forslag til til en nødvendig regulering af de bombede og ødelagte karreer, hvor de gamle bebyggelses­forhold med grunde med meget små arealer og uregulære former i vidt omfang var uegnede til opførelse af nye huse, dels en ønsket forbedring af trafikforholdene, hvor bombardements­ødelæggelserne nu havde muliggjort bedre linieføringer og større gade­bredder til at betjene færdslen. Forbindelsen fra havnen til Store Torv blev rettet ud, således at Vestergade, det korte Snellemark og den smalle Nygade blev gjort sammen­hængende, og Nygade blev tre gange bredere, idet den sydlige, ødelagte husrække ikke blev genopført. Gaden som helhed er siden betegnet Snellemark.

Med bombardement­erne og ødelæg­gelserne i Nexø og Rønne opstod der en akut boligmangel i begge byer. Det var svært at overse problemets størrelse og få klarhed over behovet for nye huse til de boligløse familier. Der skete nu det, at den svenske stat tilbød som gave at levere et stort antal monteringsfærdige træhuse til Bornholm. Trods visse betænkeligheder ved begrebet "træhuse", sagde man tak til at få 250 bygninger frit leveret på Bornholm, hvor danske håndværkere så skulle foretage selve opstillingen. Der blev valgt dels en bungalowtype, dels en 1½-etages villatype, og i Rønne blev husene opført i grupper i byens udkant. Denne storslåede gave vidner i dag stadig om de dramatiske begivenheder på Bornholm i maj 1945


Bornholm Rønne by