Bornholm og Ertholmene

Træk af Svanekes historie

byen hvor mine stamforældre boede

Svaneke nævnes første gang

Svaneke omkring 1680
Svaneke og omegn omkring 1680

Først i ærkebispetiden, endda så sent som i 1410, træffes for første gang navnet Svaneke. I en regnskabsbog i Königsbergs stadsarkiv er indført: Swencke uff (dvs. på) Bornholm. Men det betyder ikke, at vi pludselig får en omfattende viden om byen, Vi må stadig slutte os til dens tilværelse af det, vi ved om forholdene på Bornholm i almindelighed og især udfra, hvad vi har af oplysninger om den egn, Svaneke voksede op i.

Stadig er det umuligt at fastslå, hvornår der er samlet så mange mennesker på Svanekes område, at der kan tales om en bebyggelse eller et fiskerleje. Vi kan fastslå, at det er området inden for havnen, som den første samlede bosættelse skete på, det lavere område, omgivet af bakker på tre sider og havet på den fjerde med en brugelig klippehavn. Den dag i dag er den bydel »Byen«, »Bøjn«, mens udvidelsen i syd hedder »Hullet«, med Hullehavn som bådehavn, og den i nordvest »Vigen«, »Væjen«, ved Vigehavnen.

Fisketiden fik utvivlsomt betydning for Svaneke bys vækst. Det har ikke været alle, som samledes i de måneder, fiskeriet fandt sted, der forsvandt, når det var forbi. Handelsfolk og fiskere, bornholmere og fremmede, der kom for at udnytte den chance, de øjnede i det lokkende handelsliv, har slået sig ned i byen og er blevet boende der.

Engang i sidste halvdel af 1400-årene har ærkebispen skilt byen ud fra Øster Herred, som det tidligere Hænnings Herred er blevet kaldt siden 1355, og givet den købstadsrettigheder. Hvilket år, det er sket, vides ikke, heller ikke, hvordan indholdet af privilegierne i enkeltheder har været. Ved en voldsom ildebrand, der d. 6. juni 1610 ødelagde næsten halvdelen af byen, brændte også borgmester Peter Brandts hus og derved flere af byens gamle dokumenter. Dokumentet synes dog - efter en oplysning i Christian III's gengivne brev af 1555 - at være gået tabt i tidligere fejder. Nogle bestemmelser, som ærkebisp Johannes Brostorp under et besøg på Bornholm i 1490 udstedte om retsplejen, skattevæsenet o.a. på Bornholm, giver vel indblik i en enkelt bestemmelse i Svanekes frihedsbrev, skønt hverken denne by eller Hasle nævnes. Det er artiklen om handel, der lyder:

»Bønder og almue skal søge købstæderne Rønne, Aakirkeby og Nexø på deres rette torvedag, som arilds sædvane har været, og der købe og sælge åbenlyst, og ej skal nogen købmand have magt at gøre landkøb. Bliver nogen fundet i sligt, skal han have forbrudt det, han har købt, og give høvedsmanden tre mark eller fri sig med tolvmands ed«

Svanekes byvåben

Samme ærkebisp, der døde af pest i 1497, var jævnlig i pengetrang. Han måtte bl.a. pantsætte Svaneke by med al dens rettigheder til den skånske herremand Peter Langh, som i 1491 overdrog pantet til Niels Aagesen på Maglegård i Østermarie og hans hustru Sophie. Byen betalte to tønder smør i landgilde, d.v.s. årlig afgift. I overdragelsesdokumentet af 2. juli 1491 skrives byen: Swanicke by.

Hvor gammelt byens navn er, og hvordan det skal fortolkes, er der ingen sikker forklaring på. Da byen i 1584 fik sit første kendte våben i et segl ved hyldningen af den senere Christian IV til tronfølger efter Frederik II, blev der i seglet gengivet en stående svane med en ring i munden. Det fortæller os, at man har tolket byens navn som indeholdene ordet svane. Svaneke fik et smukt våben, men nogen forklaring på, hvorfor byen har fået en svane i sit navn, kendes ikke.

Privilegiebrev af 1555

Enten nu Svanekes frihedsbrev har eksisteret i 1555 eller ej, blev det dette år d. 12. november, dagen efter Mortensdag, stadfæstet af Christian III i en skrivelse, der er fælles for de bornholmske købstæder, d.v.s. Rønne, Nexø, Svaneke og Hasle (mærkeligt nok er Aakirkeby ikke nævnt) og har følgende ordlyd:

Wii CHRISTIAN den Tredie meth Guds Naade, Dannemarchis Norgis, Wendis och Gottis Konning Hertug udj Sledtzwig, Holsten och Dytmerschen Greffue udj Oldenborg och Delmenhorst: Giøre alle witterligt att effterdj Wore Undersaatter Kiøbstedtz Mend udj Rønne, Nexøe, Suaniche oc Haszle, på Wort Land Boringholmb, haffuer hafft derris Fuldmechtige her hos Osz och dennem haardeligen beklaget, at derris Næring oc Biering dennem fortagis, thj at der brugis meget Landkiøb der paa Boringholmb, aff vdlendische Mend, och hvis Priviligier oc Friheder, som dennem naadeligen vndt og giffuene erre af gammel Tiid, erre dennem udj forgangne Feider, som der haffuer werret paa Landet frakomne, da effterdj ded er imod alle vorre Kiøbstedszmendz Priviligier her udj Riget at giøre Landkiøb, forbiude Vi alle Vdlendische nogen Landkiøb at giørre til Forprang, paa fornte.Boringholmb udj nogen Maader, till saa lenge Wij anderleedis derom tilsigendis worder, fordrister sig nogen Vdlendische her imod at giøre,efftersom forschreffeut staar, da schall den haffue forbrut alt hvis hand haffuer med at fahre, halffdeelen til Chronen oc den anden halfpart til dend derpaa klager, och straffis som den Worre Breffue och Bud iche acte will: giffuit paa Vort Slott Kiøbenhafn Thisdagen efter Stj Martinj Episcopi Dag Aar MDLV.

Der har altså været udsendinge fra de bornholmske købstæder hos kongen og klaget over, at deres fortjeneste går tabt, fordi udlændinge driver landkøb på Bornholm, d.v.s. foretager opkøb af landmændenes produkter direkte på gårdene og altså går uden om købmændene i byerne, til hvem landmændene skal sælge deres varer. Købmændenes udsendinge beklager også, at deres privilegier og friheder, som nådigt er undt dem, og givet dem fra gammel tid, er bortkomne under tidligere fejder, der har været på øen. Kongen forbyder da, eftersom det er imod alle købstæders privilegier i landet at gøre landkøb, alle udlændinge på nogen måde at gøre landkøb til forprang, d.v.s. at købe landbrugsprodukterne direkte af landmanden for at sælge dem til forhøjet pris. Dette skal gælde indtil kongen tager en anden bestemmelse. Drister en udlænding sig til at handle imod dette, skal han have alt, som han er i besiddelse af, forbrudt, halvdelen til til kronen og halvdelen til klageren, og straffes som den, der ikke vil agte kongens breve og bud.

Christian III's bekræftelse af Svaneke købstadsprivilegier går altså ud fra, at de gamle privilegier står ved magt, og nøjes med at tage sig af det ene spørgsmål, som købstadsboerne har rejst ved at klage over udlændinges indgreb i købstædernes eneret til at drive handel. Hvad de gamle privilegier har indeholdt af enkeltbestemmelser om borgernes forhold i retssager, i arvesager, skattesager eller andre offentlige spørgsmål, får vi intet at vide om. Vi kan imidlertid gennem kendskabet til købmandsforhold i almindelighed i slutningen af middelalderen danne os et billede af det nye, Svaneke gik ind til ved at blive købstad.

Lybækkertiden

Fra Lübeck

Lybækkerne var et handelsfolk, De havde hjulpet Frederik 1 med at komme til magten, men da målet var nået, præsenterede de kong Frederik en regning på 158.019 lybske mark. Det var mere, end han kunne betale, og mellemværendet blev ordnet på den måde, At Bornholm i 1525 blev sat i pant til lybækkerne, som fra 1526 og 50 år frem skulle gøre sig betalt af bornholmerne. Det siger sig selv, at det ikke kunne blive gode tider for øens befolkning. Den havde jo, oplevet lybækkernes plyndringer og ødelæggelser gang på gang, men de imødeså, at lybækkerne ville blive hårdere herrer at regeres af.

Lybækkerne fik øen i pant. Det var altså stadig kongens ø. Han var fremdeles overherre der. Han beholdt den såkaldte gejstlige jurisdiktion. Han kunne ansætte en gejstlig jurisdiktionsfoged, som stod direkte under ham og ikke var afhængig af den lybske foged. Han skulle opkræve tiende og andre afgifter til kirken, også bøder for ægteskabsbrud, drab og trolddom, således at halvdelen gik i kongens kasse, mens han selv beholdt resten som sin løn. Kongen skulle ansætte og afskedige kirkens embedsmænd, der stadig stod under ham. Endvidere var det ham, der havde ret til at dømme, hvis bornholmerne følte forurettede af deres nye herrer og klagede over dem. Endelig beholdt kongen sin ret til at udskrive almindelig landsskat, hvad bornholmerne ikke kunne betragte som en begunstigelse, da en sådan skat var ganske uberegnelig, både hvad størrelse og hyppighed angik - og den indtraf ikke sjældent.

De skatter og arbejdsydelser, som fra gammel tid påhvilede bornholmerne, kunne lybækkerne derimod opkræve, undtagen af kirkens og gejstlighedens gods. Og de benyttede sig naturligvis af det i rigt mål. Lybækkernes første foged, Berent Knop, der havde magten på øen fra 1526 til 1543, udpinte befolkningen ud over, hvad hans stilling berettigede ham til, og gang på gang klagedes der over ham til kongen. Denne havde nok at gøre med den krig, som han måtte udkæmpe for at blive anerkendt som konge (Grevens Fejde), men han lovede at sende bornholmerne hjælp. I tillid hertil planlagde disse en opstand mod lybækkerne, men da de skibe, kongen sendte til hjælp, på grund af uvejr aldrig nåede Bornholm, og de ikke krigsvante bornholmere måtte tage kampen op mod de øvede lybske landsknægte, led de i 1535 et blodigt nederlag på Egla Enge syd for Aakirkeby. Havde Berent Knop været hård før, blev han det nu ud over aller grænser. Oprørerne skulle straffes, og de blev straffede. Henrettelser, bøder og mishandlinger måtte de finde sig i, og de våben, der opbevaredes i kirkerne, blev ført til Hammershus, så et nyt oprør blev næsten umuligt. Man var kuet og udpint, at da kongen endelig fik de lybske rådsherrer og danske rigsråder til at rejse til Bornholm for at dømme Berent Knop og bornholmerne imellem, turde disse ikke klage over Knop til de lybske råder. Først overfor de danske udsendinge kom de frem med deres klager. Knops overgreb kom for dagen, og Lybæk fandt det klogest at lade Berent Knop afløse af en anden foged. 1555 kom Schweder Kettingh til Bornholm, som udset efterfølger for Herman Boitin. Lybækkerne havde lovet at betale bornholmerne 4000 lod sølv, og de skulle betales til påsken 1556. Men Pengene kom ikke, og bornholmerne gav Schweder Kettingh skylden. Endnu i 1558 måtte Christian III minde rådet i Lybæk om sagen, og endelig blev gælden betalt. Men uviljen mod den nye foged forsvandt ikke helt, skønt han overholdt den på mødet i 1555 trufne aftale om bøndernes skatter og ydelser og fulgte bornholmernes gamle retspraksis og lod både bornholmernes og egne sager endeligt afgøre på herredagene i København.

Det var borgerne i købstæderne, han kom i strid med. I en skrivelse til rådet i Lybæk taler han om, at han møder trods og forrædderisk sindelag, som fører folket i oprør, ja, han mener at vide, at onde mennesker for to år siden har tragtet efter at hælde gift i de kar og kander, han spiser af. Kongen ønskede alle stridsspørgsmål afgjort på en herredag i København Mikkelsdag 1563. Men inden denne dag kom, begyndte Syv-årskrigen. Herredagen blev aldrig samlet, og Kettingh og bornholmerne fik andre, alvorligere sager at tænke på end deres indbyrdes kævlerier.

Lybæk stod på Danmarks side under hele krigen, og Kettingh satte sig straks det mål at ruste bornholmerne for at hindre svensk landgang på øen. Da Lybæks indbringende handelsforbindelse med Rusland truedes af den svenske flåde, der hver sommer krydsede i farvandet omkring Bornholm, var byen rede til at støtte Kettingh i hans forsvar af øen. Denne var forsvarsløs siden 1535, da Knop afvæbnede bornholmerne, men nu sendte Lybæk skyts og ammnunition og dertil 400 landsknægte, som bornholmerne foreløbig gav kost og sold.

Christian III

Da kongen hvert år krævede en stor krigsskat på øen, måtte Lybæk imidlertid snart betale landsknægtenes sold.

Bornholmerne blev også indkaldt til våbenøvelse, og Kettingh fik opøvet en styrke på 1800 mand, som han på egen bekostning forsynede med våben. Allerede i 1566 kunne han nøjes med 200 lybske landsknægte og de følgende år nogle få, skønt kongen i 1564 og 1565 hvert år udtog 300 mand til flåden. I 1566 lykkedes det ham (Kettingh) at gøre kongen forståelig, at Bornholm umuligt kunne undvære nogen, da øens forsvar krævede hele det bornholmske mandskab.

Når beretningen om forholdene på Bornholm i Lybækker­tiden ikke har omtalt, hvilke særlige begivenheder der knytter sig til Svaneke i den tid, skyldes det, at der ikke foreligger dokumenter, der beretter om hændelser, der angår Svaneke.

Forskellige træk af byens liv

Fiskeriet

Sildefiskere

Det er ejendommeligt at læse i en indberetning fra amtet i 1803 om fiskeriets tilstand. Det fremgår nemlig, at fiskerne dengang brugte næsten de samme redskaber, som de har brugt ned til vore dage. Den største forskel på da og nu er, at der den gang kun brugtes åbne både. Der fiskedes derfor ikke så langt fra land som senere. Selve laksefiskeriet dreves ikke mere end 2-3 mil ude, mens man med dæksbådene, før man fik monteret motorer, sejlede 6-7 mil fra land. Det øvrige fiskeri foregik for det meste kun 1 mils vej fra land.

Kvasefarten

Inspektør Niels Birch ved Frederiks stenbrud ved Nexø var den første, der bragte levende torsk til København. I 1756 førte han bag efter et fartøj med sandsten et hyttefad med ca. 30 snese levende torsk til København. Rejsen varede tre dage, og torskene var levende ved ankomsten til København. Men kongen, Frederik V, var på Fredensborg, og torskene skulle føres dertil. De blev sejlet i deres hyttefad til Rungsted, hvor de endnu levende torsk i store kar med saltvand kørtes til Fredensborg. Da de kom dertil, var de døde 30-45 minutter i forvejen. Kongen spiste dem til middag, og Birch fik sine omkostninger betalt med 16 rdl. Grev A. G. Moltke og Birchs broder, mineralinspektør Andreas Birch (deres fader var by- og herredsskriver i Hasle og Nørre herred og birkeskriver i Hammershus birk) fik i 1757 dannet et interessentskab for at få bygget en fiskekvase. Der blev samlet 900 rdl i 18 portioner á 50 rdl., og Niels Birch fik bygget en kvase i Wolgast for 500 rdl. 1758 gjorde den sin første rejse fra Nexø til København og fuldførte heldigt 19 rejser frem til 1762. Men dette år kuldsejlede den i Køge bugt. Interessentskabet opløstes nu med et tab på 93 rdl. 54½ skilling. Kvasen havde været for lille, idet den kun kunne rumme knap 200 á 250 snese torsk.

Strandinger

Stranding

Når Madvigs far kunne tale om, at der i eet år havde været »to dejlige vrag«, som havde gjort det muligt for ham at klare årets udgifter, må man ikke tro, det var almindeligt, at der indtraf to strandinger om året ved Svaneke. Madvigs far var herredsskriver og toldbetjent og havde økonomisk fordel af alle de vrag, der indtraf i hele Øster herred. På Svanekes kyst var strandinger ikke sjældne, men heller ikke så almindelige, at de kunne ventes hvert år. Toldinspektør Lohmann i Rønne, der skulle møde op ved alle strandinger på øen, har i sin »Fortegnelse over mine Rejser til Vrag« fra 1813 til 1828 kun noteret fem vrag for Svanekes vedkommende i de år. Strandinger ved Frenne odde er altså ikke regnet med, da de er sket i Ibsker.

»Emerald«s stranding 1846

Af disse strandinger huskedes længe barkskibet »Hebe«s stranding udfor Svaneke havn, men ingen stranding huskedes og omtaltes så længe som skonnerten »Emerald«s forlis d. 28 november 1846. Den debatteredes både i københavnske blade og den bornholmske avis, og den førte til retssag både i Svaneke og ved Højesteret i København. Den blev foreviget i hele to viser, der blev afskrevet og sunget.

1 marts 1847 udstedte Danske Cancelli ordre til at rejse sag mod russisk vicekonsul, strandingskommisær Hermann Jørgen Hansen og sømand Peter Lou for udvist forsømmelighed i opfyldelsen af deres pligter ved skonnerten »Emerald«s forlis og deres mangel på omsorg for at sikre mandskabets redning.

Krigen 1848-50

Jægere under fremrykning
Jægere under fremrykning

I 1850 opfordres bornholmerne til at sende »saft og andre vederkvægelsesmidler for de sårede på hospitalerne« til amtmand Wegener, ligesom man ønsker »charpi og gammelt linned. det på langs ordnede charpi ønskes helst af eet kvarters længde« (Bh. Avis 2.8.)

Og så sendes der saft og syltetøj til de sårede soldater; en dag går der 177 hele, 3 halve og 2 store flasker saft og 6 krukker syltetøj afsted. Svanekedamerne sidder og piller charpi, d.v.s. de trevler udvasket gammelt linned op i de enkelte tråde. Det bliver til en svampet masse, der bruges til forbindingsstof. Soldaterne fik pakker med charpi i deres tornyster med i felten. Den gang kendte man jo ikke vat og gazebind og ikke - bakterier. Dampskibet »Waldemar« medførte en dag til København 15 pund charpi, 15 lispund 2 pund (d.v.s. 121 kg.) brugte lagener og andet linned. En dag (3.9.) nævner avisen særskilt charpi fra enkemadame Holst og datter i Svaneke. 1 januar 1851 laves der tombola i Svaneke for sårede og faldnes efterladte, og der indkom 192 rdl. 3 mark 14 skilling.

Treårskrigen berørte ellers ikke bornholmerne meget. Militssoldaterne måtte ikke forlade øen, men skulle blive der for at forsvare den ved eventuelle angreb. Der kom derfor om foråret en kaptajn og tre løjtnanter til Bornholm for i tre måneder at lede militære øvelser.

Øster herreds soldater holdt øvelser fra 8. til 13. maj på Frenne, og bagefter udtalte officererne deres tilfredshed med militsen, der ikke i mange år havde deltaget i rigtig militær øvelse. Krigsministeriet havde i april bestemt en mere hensigtsmæssig og ens uniform; fransk chakot, felthuen ungarsk med farve som våbenkjolen, artilleriet, kavalleriet og infanteriet mørkeblå, jægerne mørkegrønne kjoler, alle mørkeblå benklæder, artilleriet karmosin omklapning med gul klædeskant og gule knapper, kavalleriet omklapning af samme farve med hvid kant og hvide knapper, infanteriet og jægerne højrød omklapning med hvid kant og hvide knapper. (Bh. Avis 9.5.)

I Svaneke stilledes der forslag om at opkaste strandbatterier ved havne 5 á 6 steder på øen for at sikre havnene mod pludseligt overfald og betrygge skibsfart og handel. Der skrives ikke senere noget om det, og der er sikkert ingen nye batterier anlagt.

Under øvelserne på Frenne ved Sct. Hans tide druknede to af jægerkompagniet. De var gået ned til stranden for at bade, gled ned i dybt vand fra de glatte sten og kunne ikke redde sig, da de ikke kunne svømme.

Til Danmarks forsvar blev der i april-maj indsamlet 9937 rdl. 1 mark 7 skilling på Bornholm, deraf 386 rdl. 3 mar 2 skilling fra Svaneke. Senere i maj blev der til faldnes efterladte af damer indsamlet i alt 1173 rdl. 3 mark 8 skilling, deraf i Svaneke 12 rdl.

Af bidrag til krigsskatten svarede Bornholms hartkorn det halve. Ingen heste blev udskrevet fra øen.

Forbindelsen til København

Lidt mere forbindelse mellem Bornholm og det øvrige land kan man konstatere ved at læse Bornholms Avis, og betegn­ende for interessen for forbindelsen er en artikel, som avisen gengiver efter københavnerbladet »Dagen« allerede i 1841:

»Hvad forbindelsen mellem København og Rønne angår, da er den i år med paketskibene gjorte begyndelse meget pris­værdig, men efter nutidens fordringer kun lidet tilfreds­stillende; thi på en tid, hvor befordring med dampskibe tilbyder sig i enhver retning, afskrækkes mange fra at besøge Bornholms skønne, grandieuse natur, når man skal underkaste sig de savn og ubekvemmeligheder, der er forbundne med benyttelsen af et indskrænket sejlskib, og vil derfor håbe, at den nye dampskibsforbindelse, der nu bliver åbnet mellem København, Ystad og Stralsund, må blive udstrakt til Rønne, og denne by anløbet, om end ikke hver, så dog hver anden uge, hvilken den for ruten bestemte tid tillader«. (Bh. Avis 17.9.1841)

Der skulle imidlertid gå nogle år, inden en nogenlunde regelmæssig forbindelse med dampskib blot om sommeren kom i gang. I 1845 anbefales den vante befordring med jagt i disse tillokkende vendinger:

Postjagten »Ørnen«, afkøbt postvæsenet af herværende paketiaterskab, vil i 5 år til oktobers udgang hver uge sejle til København, fra København søndag Kl. 8 morgen med ankomst til Rønne kl. 10½ aften, fra Rønne Ondag kl. 4 eftermiddag med ankomst til København kl. 6½ morgen. Herrekahyt, i hvilken kan anbringes 12 køjer, damekahyt med 8 faste køjer. Billetprisen er 3 rdl. sedler, børn under 6 år 1 rdl., fra 6 til 14 år 1 rdl. 3 mark, dæksplads 1 rdl. 3 mark på den forreste del af dækket.
I prisen er indbefattet ombord- og ilandsætning, drikkepenge til mandskabet, indskrivningspenge m.m. Man kan billigt få te, kaffe, koldt køkken, vin o.s.v. Indskrivning med pas skal ske en halv time før afrejsen på postkontoret. Børn har ingen ret til særskilte køjer. Medtages må en rejsekuffert, en natsæk, et hattefutteral og ens rejsetøj.

I 1850 var de fem år udløbet, i hvilket »Ørnen« sejlede på disse betingelser, og i maj samme år averteres:

»Dampskibsfart mellem Kjøbenhavn og Rønne vil for Postvæsenets regning begynde Mandag den 27. Maj, da Dampskibet »Valdemar« afsejler kl. 5 morgen fra Kjøbenhavn og ventes at ankomme til Rønne kl. 7 á 8 Eftermiddag. Retur fra Rønne Tirsdag Eftermiddag kl. 7. Billetpriser: 1. Kahyt 4 rigsdaler, 2. Kahyt 3 Rdl., Dækket 1 Rdl. 3 mark. Til Dækspassagerer antages ikkun Haandværkere, Tjenestetyende, Matroser, Soldater o. lign. Personer. Billetter erholdes paa Postkontoret. Der etableres én Gang ugentlig Post over Ystad-Malmø. Postdirektionen«.

(Bh. Avis 14.5.1850).

Det kunne jo kun være et fremskridt at få dampforbindelse, men det ser mærkeligt ud, at postvæsenet i 1850'erne - lige efter enevældens afskaffelse - vurderer folk efter stand og bestemmer, hvilken klasse de skal rejse på.

I anledning af den nye bestemmelse om postgangen på Bornholm meddeler Peter Mark, der var gående post mellem Rønne, Nexø og Svaneke:

»Uagtet den Forandring, der er skeet med Postgangen, ankommer Undertegnede, som sædvanlig, hver Tirsdag Eftermiddag fra Nexøe samt afgaaer igjen hver Onsdag Morgen fra Rønne og medtager baade Pakker og Breve saavel til Nexøe som til Svaneke.
Nexøe, den 22de Mai 1850.
P. Mark«