Min forskning

Udvandring fra Bornholm

Den amerikanske drøm

Den amerikanske drøm. Ordene har en særlig klang i de fleste danskeres ører, uanset om man tror på drømmen eller ej. I dag er drømmen i høj grad forbundet med drømmen om berømmelse og rigdom, men sådan har det ikke altid været. For millioner af europæere var den amerikanske drøm en drøm om at lægge et liv i armod bag sig. En drøm om overhovedet at få en tilværelse, der var værd at leve. Derfor valgte de at lægge deres fødeegne bag sig og rejse til USA - eller Amerika som det store land var kendt som dengang.

I Danmark foregik den store udvandring fra midten af 1800-tallet, hvor især danske mormoner valgte at rejse til Utah, som var og er mormonernes højborg i Amerika. De første bornholmske udvandrere var også medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som drog til Utah.

Turen over Atlanten

Det store rederi var Dampskibsselskabet Thingvalla og senere Scandinavian America Line. Thingvalla Line blev stiftet i Danmark i 1879 af C. F. Tietgen med det formål at drive ruter mellem havne i Skandinavien og Amerika. Før rejste de fleste danske passagerer med tyske skibe til Amerika, og de tyske rederier var ikke glade for den nye konkurrent. Rederiet gjorde det nemmere for de danske og øvrige skandinaviske emigranter at rejse til Amerika, men ulempen var, at skibene var både mindre og langsommere end de tyske og britiske skibe.

I 1898 købte Det Forenede Dampskibs-Selskab (DFDS) Thingvalla Line og fortsatte de transatlantiske sejladser under navnet Scandinavian America Line. DFDS fandt hurtigt ud af, at det var nødvendigt at modernisere flåden ved at købe nye skibe. Efter moderniseringen blev sejladsen en god forretning i flere år, indtil der i USA blev indført en kvote på antallet af immigranter. Sejladsen ophørte i 1935.

Immigranterne fra Rønne og Knudsker rejste især med følgende skibe:

Thingvalla

S/S Thingvalla

Oscar II

S/S Oscar II

Hellig Olav

S/S Hellig Olav

Skibene

S/S Thingvalla, bygget 1873 af Burmeister & Wain i København

S/S Norge, bygget 1881 af Alexander Stephens & Sons i Glasgow

S/S Hekla, bygget 1884 af Scott & Co. i Greenock

S/S Island, bygget 1882 af Burmeister & Wain i København

S/S Oscar II, bygget 1901 af Alexander Stephens & Sons i Glasgow

S/S Hellig Olav, bygget af Alexander Stephens & Sons i Glasgow

S/S United States, bygget 1903 af Alexander Stephens & Sons i Glasgow

Emigration på Internettet

Bornholms Historiske Samfund: historisk-samfund-bornholm.dk artikler om den bornholmske udvandring 1868-1904

Det Danske Udvandrerarkiv: Det Danske Udvandrerarkiv søgbart arkiv om danske udvandrere med 394.000 udvandrere for årene 1869 til 1908

Norway Heritage: norwayheritage.com oplysninger om mange af de emigrationsskibe, som besejlede Norge og dermed også Danmark

American Family Immigration History Center: ellisislandrecords.org søgbart arkiv over de udlændinge, som ankom til New York havn og Ellis Island - på engelsk.