Min forskning

Udvandring

Den amerikanske drøm

Den amerikanske drøm. Ordene har en særlig klang i de fleste danskeres ører, uanset om man tror på drømmen eller ej. I dag er drømmen i høj grad forbundet med drømmen om berømmelse og rigdom, men sådan har det ikke altid været. For millioner af europæere var den amerikanske drøm en drøm om at lægge et liv i armod bag sig. En drøm om overhovedet at få en tilværelse, der var værd at leve. Derfor valgte de at lægge deres fødeegne bag sig og rejse til USA - eller Amerika som det store land var kendt som dengang.

I Danmark foregik den store udvandring fra midten af 1800-tallet, hvor især danske mormoner valgte at rejse til Utah, som var og er mormon­ernes højborg i Amerika. De første bornholmske udvandrere var også medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som drog til Utah.

Der var også enlige, bornholmske mænd, som rejste til Amerika for at finde guld.

Karetmager og entreprenør

En af disse var den 19-årige rønnebo Holger Kofod. Den 11 marts 1903 gik han ombord på S/S Island i København for at tage turen over Atlanten.

Den unge mands bestemmelses­sted var New York, hvor de fleste af emigrationskibene fra Europa lagde til.

Med på samme skib var også arbejderen Aksel Hermann Carl Nielsen, skrædderen Jens Nelius Hansen, stenhuggeren Valdemar Julius Andersen og smeden Carl Andersen fra Rønne.

Rent professionelt betød rejsen til Amerika også en forandring for den unge bornholmer. Da han forlod fødeøen var han karetmager, hvilket var en forholdsvis almindelig stilling i slutningen af 1800-tallet, hvor kareter fortsat var et udbredt trans­port­middel. Tilværelsen på den ameri­kanske østkyst bød imidlertid på et karriereskift, da Holger Kofod valgte at blive hovedentreprenør

Det skete efter at familien var flyttet nord for millionbyen New York til staten Connecticut, hvor hr. og fr. Kofod slog sig ned i byen Wallingford, som var en stationsby på jernbanenettet New York, New Haven and Hartford Railroad.