På sporet af slægten

Indsamling af fakta:

Familietradition.

I de fleste familier findes traditioner, beretninger om de ældre generationers bedrifter og herkomst, og ofte er det disse traditioner, der giver stødet til, at man kommer i gang med et slægtshistorisk arbejde. Det er ganske naturligt, at man derfor begynder med det stof, der kan samles inden for selve familien. Det drejer sig dels om mundtlig overlevering, dels om gamle dokumenter og billeder.

glkb

Nogle af de ældre kirkebøger er temmelig små.
Den lille røde bog er en af de ældste kirkebøger
for Røsnæs, og er på størrelse med en
nutidig spiralkalender.

Lad os først fastslå, at det er slægts­forskerens opgave at samle materiale om en slægt, at sortere dette materiale kritisk og udnytte det til en fremstilling af, hvorledes slægtskabsfor­holdene virkelig har været, og hvorledes livet har formet sig for de enkelte medlemmer. Dette medfører, at man nok skal indsamle alt det stof, man kan opspore, men man skal underkaste det en prøvelse, før man accepterer dets sandhedsindhold. For at være i stand til det, er det vigtigt, at man altid véd, hvor man har sit stof fra, det er derfor en uomgængelig grundregel, at man aldrig må opnotere en oplysning uden at angive kilden. Får man da opnoteret to modstridende oplysninger, vil man i mange tilfælde, når man kender kilden til oplysningerne, være i stand til at give den ene forrang frem for den anden - frem for alt må man aldrig forsøge at harmonisere kilderne. Det er klart, at førstehåndskilder - f.eks. folk der beretter om deres egen ungdom - må have forrang frem for beretninger, der ad mundtlig vej er gået gennem flere generationer. En samtidig kilde er som regel også bedre en senere tradition. Den svenske historiker Bengt Hildebrand formulerer det på følgende måde:

Overfor et samtidigt nedskrevet vederhæftigt vidnesbyrd om tildragelser i fortiden må en nutidig mundtlig tradition, der er afvigende, altid afvises.

Det er kloge ord at holde sig for øje, når man indsamler familietraditions stof.

En familietradition kan opstå på mange måder, f.eks. kan en tilfældig ydre lighed med en kendt person nemt sætte snak i gang. Andre muligheder er godmodigt praleri, eller i visse tilfælde, især hvor det drejede sig om børn født uden for ægteskab, ønsket om at skjule den virkelige fader. Man må også være opmærksom på, at den mundtlige traditionsoverlevering nemt kan forskyde tidspunktet for en begivenhed og dermed tillægge en person handlinger eller egenskaber, der oprindelig var tillagt en helt anden person, som den senere generationsbærer ikke kender. Findes i en familie en tradition om f.eks. en af de nulevende generationers oldeforældre, og det tydeligt kan bevises, at denne tradition ikke passer, kan det udelukkes, at det senere viser sig at passe på en person èn eller flere generationer længere tilbage. En person, som imidlertid ikke længere var levende i slægtens hukommelse. Hvor lang tid en slægts hukommelse er, så længe der intet nedskrevet er at støtte sig til, afhænger af mange ting, men især af, hvor levende familiefølelsen har været, og det er som bekendt yderst forskelligt fra slægt til slægt. Sjældent rækker den dog længere end 3 generationer tilbage, men det kan også i heldige tilfælde dreje sig om op til 150 år.

Frederik VII

Frederik d. VII

En gruppe af familietraditioner må der især manes til forsigtighed overfor. Det drejer sig om den endnu i dag særdeles livskraftige gruppe af traditioner om adelige eller endog kongelig afstamning. Blandt de konger, der oftest får skyld for at være ophav til børn uden for ægteskab, indtager den folkekære Frederik VII vel nok førstepladsen - ironisk nok, da det netop om ham er utvetydigt fastslået, at han var ude af stand til at få børn. Et berømt eksempel på kongelige børn er myten om Jomfru Fanny i Åbenrå, der skulle være frugten af en førægteskabelig forbindelse mellem den senere kong Christian VIII og hans forlovede prinsesse Charlotte Frederikke. Dette må nu anses for bevist, og her som i andre tilfælde må man stå fast på den grundsætning, at bevisbyrden tilfalder traditionsforsvareren, og huske på, at en tradition ikke bliver mere sand af tidligere at være blevet trykt! Så er der straks større sandsynlighed for, at en familietradition, der f.eks. siger, at stamfaderen endte i bolt og jern på Bremerholm, er sand, for en sådan historie er i hvert tilfælde ikke udsprunget af honnet ambition. Hvis man er så heldig, at man har to af hinanden uafhængige beretninger, som fortæller nogenlunde det samme, vil troværdigheden være betydelig styrket. Hvis f.eks. en familie hævder at nedstamme fra et uægte barn af en navngiven præst i forrige århundrede, må man på forhånd stille sig skeptisk overfor det. Men får man på egnen at vide, at denne præst vistnok fik et uægte barn, som dog blev skaffet af vejen, og som man ellers ikke ved noget om - ja så stiller sagen sig ganske anderledes. Et lærerigt eksempel på, hvorledes forskellige familietraditioner kan kombineres og yderligere sammenholdes med andre kilder, har man i beretningen om Gertrud Birgitte Bodenhoff, om hvem en sejlivet familietradition hævdede, at hun var skindød, men blev myrdet af gravrøvere.

Et oldebarn af hendes søster, Overlæge Viggo Starcke, satte sig for at undersøge sagen til bunds, ja, gik endog så vidt, at han fik tilladelse til at lade graven åbne, hvad man dog normalt ikke skal regne med at kunne få lov til. Diskussionen om, hvorledes de fremkomme vidnesbyrd skulle fortolkes, satte i flere år sindene i stærk bevægelse herhjemme.

Spørg familien.

Når man begynder at udspørge de gamle i familien, og det kan man ikke begynde på for tidligt, skal man på forhånd være klar over, hvilke problemer man ønsker belyst, men i høj grad tage sig i agt for at lægge svaret i munden med suggestive spørgsmål af typen "Var det ikke i 1924, I flyttede?" hvor svaret "Jo" bliver lagt i munden på den adspurgte. Værdien af oplysninger, der skaffes på den måde, er ringe. Hovedreglen må være, at man noterer alt det op, som man får fortalt, også ting, som man i forvejen ved og ting, som man i forvejen ved ikke passer. Man kan aldrig vide, om man senere kan få brug for at vide, at netop den også har fortalt netop det. Endog bedre er det naturligvis, hvis man kan medbringe en båndoptager, således at man er sikker på at få alle udsagn med hjem. Det har også den store fordel, at man på denne måde kan oprette en stemmearkiv over slægtens medlemmer og måske få opbevaret den dialekt, som slægten har talt gennem generationer, men som nu er ved at blive glemt. Optagelse på bånd er dog ikke problemfri, da man bl.a. skal huske på, at der endnu ikke er nogen, der ved, hvor længe bånd kan holde sig uden at smitte af, f.eks. således at to spor blandes sammen. En kendt ting er det dog, at båndene har godt af at blive spillet en gang imellem. Hverken af sikkerhedsmæssige eller praktiske grunde bør man man imidlertid slå sig til tåls med, at man har oplysningerne på bånd, men foretage en afskrift i det mindste af de vigtigste oplysninger på sedler, som man kan samordne med sine øvrige notater.

I dag er det blevet nemmere med vores PC udstyr. Nu kan man gemme stemmerne på sin PC'er og på CD rom. Det samme gælder for alle de oplysninger man får. Enten direkte på CD eller i slægtsprogrammer der kan fås til computer.

Der er mange ting, man kun kan få oplyst ved interviews med nulevende slægtsmedlemmer, men da det kan være svært at nå rundt til alle, må man i mange tilfælde nøjes med at sende et spørgeskema, eller opfordre dem til at nedskrive deres erindringer.

De oplysninger, man får ved at snakke med familiens medlemmer, forsøger man så vidt mulig at efterkontrollere - også det gælder noget så elementært som en persons opgivelse af sin egen fødselsdag - der er eksempler på, at gamle folk har husket galt.

Det er et væld af oplysninger om dagligt liv i familien i gamle dage, om forfædrenes væsen og udseende og meget andet, der kan fås ved velgennemtænkt udspørgen af familiens ældste eller folk, der på den ene eller anden måde har været knyttet til den. Hos de mange mennesker må man benytte lejligheden til at spørge efter gamle billeder.

Billeder.

Findes sådanne, får man ejeren til med blyant bagpå at notere, hvem de forstiller, og hvornår ca. de er taget. Findes der mon en familie, der ikke har, eller har haft, en samling billeder liggende, som ingen anede hvem forestillede, og som derfor ikke var meget værd? Dog - smid ikke sådanne billeder ud, måske dukker der en skønne dag en fjern slægtning op, som har de samme billeder og ved hvem de forstiller! Man kan også selv ofte ved hjælp af personernes dragter og fotografens navn på billeders bagside sted- og tidsfæste billederne. Et uundværligt hjælpemiddel hertil er Bj. Ochsners bog om danske fotografer før år 1900. Man bør imidlertid være meget forsigtig med derfra at slutte sig til, hvem billederne forstiller, idet det i sidste halvdel af forrige århundrede var ganske almindeligt, at man satte endog fjernere venner og bekendtes billeder ind i sine albums. Det kan ofte være et meget besværligt arbejde, som kræver store detektivisk sans og stor slægtshistorisk kundskab, at opspore gamle billeder, men giver anstrengelserne resultat, bærer de rigeligt lønnen i sig selv. Her ser man endelig de gamle for sig selv, som regel i deres fineste puds med hænderne højtideligt lagt i skødet eller på knæerne, og blikket stift fremad. Finder man billeder fra 1840erne eller 1850erne er der som regel tale om de såkaldte daguerreotypier, hvor den kemiske forbindelse, der udgør billedet, er fæstnet til en glasplade. Disse billeder kan ofte være ret utydelige, men man må endelig aldrig prøve at få dem tydeligere ved at pudse dem, idet en selv nok så forsigtig behandling kan ødelægge billedhinden. Bringer man derimod billedet hen til en dygtig fotograf, kan han ad kemisk vej få det til at træde frem mere livagtigt end mange nyere billeder, ligesom der kan tages udmærkede kopier efter daguerreotypier. I løbet af 1850erne og 60erne blev det billigere og dermed mere almindeligt at lade sig fotografere, og mon ikke man kan regne med, at de fleste personer, der har levet i 1870erne og fremefter, er blevet foreviget af fotografisk vej?

Fotoalbum

Fotoalbum

I dag har hjemmecom­puteren fundet ind i mange hjem og her er der mulighed for at scanne billederne ind og gemme dem i slægtsprogrammerne. Nogen generel anvisning på, hvor og hvorledes man finder disse billeder kan ikke gives, men erfaringen synes at vise, at døtre er bedre til at passe på billeder end sønner. Finder man et album med gamle billeder hos en slægtning, er det for øvrigt det bedst tænkelige udgangspunkt for at få en samtale i gang og skaffe oplysninger om de afbillede personer.

Billeder fra tiden før fotografiets opfindelse kan man kun undtagelsesvis gøre sig håb om at finde, medmindre ens forfædre har tilhørt udpræget højerestandsfamilier, dog findes en del silhuetklip fra borger- og embedsmandsfamilier. Både over stik og malede portrætter findes udmærkede trykte fortegnelser (litteraturlister i "Den lille portrætkunst" af Fabritius og Hatt.) På det nationalhistoriske museum på Frederiksborg er man i gang med opbygge et kartotek over samtlige kendte danske portrætmalerier.

Breve og dagbøger.

Er man heldig, kan man også i familien finde gamle breve og dagbøger, som selvsagt kan være af meget stor værdi. Også familiebibler eller postiller bør man være på udkig efter, da de kan rumme gamle slægtsnotitser. Disse gamle optegnelser kan ofte være vanskelige at læse for den nybagte slægtsforsker, da de oftest er skrevet med den gamle danske skrift også kaldet "Gotisk skrift". Denne vanskelighed er imidlertid til at overvinde - og må overvindes, hvis man vil gøre sig håb om at komme ret langt bag om 1880 med sin anetavle! Det er ikke så vanskeligt, som man først er tilbøjelig til at tro. Og der eksisterer udmærkede hjælpemidler til at lære denne skrift at kende. Der skal derfor ikke her kommes nærmere ind på skriftlæsningsproblemer, men blot gøres opmærksom på, at kommer man på et arkiv uden at kunne læse gotisk skrift blot nogenlunde, vil udbyttet - trods alt hjælpsomhed fra personalets side - være meget pauvert. Man bør derfor, inden man går i gang med arkivstudier, have øvet sig på at læse skrift ikke kun fra omkring 1850erne, men også ældre typer, der kan være meget forskellige fra de nyere. Og har man sin oldefars dagbog, kan man jo ikke ønske sig bedre øvebog.

Arv.

Endnu en ting kan man finde i familien, nemlig arvesager, Her er det vel nok i første række sølvtøjet, der kan give konkrete oplysninger i form af indskrift: monogram og årstal. Skulle årstallet mangle, kan man ved hjælp af mesterstempel finde frem til guldsmeden og nogenlunde datere tingen. Men også porcelæn, smykker / der måske kan genkendes på ældre fotografier ell. malerier), møbler og andre ting kan være med til at give et nuanceret billede af forholdene, som de virkelig har været.

Ark

Ark til indskrivning

Materiale.

Med indsamlingen af det materiale, der har befundet sig i slægtens varetægt, er man i virkeligheden kommet et godt stykke på vej til at oprette sit eget familiearkiv, Man bør i god tid, inden materialet bliver for uoverskueligt, sørge for at få det ordnet, således at også andre kan have gavn af det, f.eks. i mapper for hver person eller hvert ægtepar. Det kan efterhånden blive en righoldig samling med gamle dåbs- og vaccinationsattester, soldaterpapirer, ejendomspapirer, eksamensbeviser, men også trykte ting, hvor vedkommende person omtales, billeder i kopi og original af såvel personerne selv som de steder, hvor de har boet, deres gravsten o.s.v. Disse ting har dels en værdi i sig selv, dels i kraft af de oplysninger, de giver og dels som illustrationsmateriale til den kommende slægtsskildring.

Har man afsluttet indsamlingen af stof i slægtens eje og nogenlunde fået det ordnet, er tiden inde til at begynde at samle stof udefra. Her bør man først orientere sig i den trykte litteratur.

Men det er en helt anden historie.